En rolig, stabil fyr der ikke er mig kommer roende i en robåd cirka en meter over vandet og bevæger sig dernæst i en sinuskurve først opad og nedad og igen opad og nedad. Jeg står og ser på dette latterlige syn der til gengæld smitter mig med en behagelig ro og stabilitet. Jeg kan ikke se om manden er min ven. Burde han være det med den fjollede opførsel? Så falder et blad ned på toppen af hans trekantede hat og jeg kan se at han virkelig er min ven. Han kan ikke se at jeg er hans ven. Måske hvis der falder et blad ned på mit hoved? Jeg tager min trekantede hat på. Der lyder en gentaget klakken, ligesom en cykel der er gået i stykker.
Nu råber Ingeborg at der er basser. Vi skal ikke bevæge os i sinuskurver i både og filosofere over venskabets begreb. Det kan lige vente en halv time.
