Jeg går i kirke fordi min sorg ikke er hjemløs i verden. Jeg går i kirke fordi min frygt ikke er lavet af papmaché. Fordi alting er ok i det stille vand dybt nede hvor bønnen bringer mig ned. Jeg går i kirke for at holde mig fast på disse ting i tiden, i dagene der går og i øjeblikkets fylde. På femtepladsen går jeg i kirke fordi jeg tror. Jeg ved ikke hvordan du har det. Jeg ville gerne kunne forklare dig hvordan du har det, det drømmer alle sprogmennesker om. Alle der bakser lidt med sprog drømmer om at skabe klarhed. Det er du nok ikke særlig interesseret i og det var også ment som en vits selvfølgelig, men det jeg vil sige handler om noget der er vigtigt og som jeg selv kan have rigtig svært ved. Tolerance. Tolerance over for andre mennesker. Men dette er ikke et bekendelsesskrift, men en toleranceskriftskitse.
Sorg er det mest komplekse i livet. Kærligheden det største. De ting giver det ikke mening at sammenligne, for den første er målt på indviklethed og den anden er målt på størrelse. Vi er “filosofisk fritagede fra at nørkle med den sag”, som Jubelidiot Klimtesen skriver om bagermesteren i “Knobert”. Men tro er som et sennepskorn og derfor også målt på størrelse. Derfor gør jeg et stort nummer ud af når jeg sælger mine lægmandsprædikener for 54 kroner at troen slet ikke er den primære grund til at jeg går i kirke. Jeg tror ikke der er nogen der har det på den måde. Denne pointe er vigtig for mig. Den er kernen i det jeg vil sige. Ja, den er selve analysen og argumentet. Det billede af vores medmennesker kan vi godt viske ud. Egentlig synes jeg, det er ganske uretfærdigt at tro om andre kirkegængere at de sidder der primært på grund af deres tro. Det svarer jo til at trække en masse indviklethed ind i kirken. Kirken er ufattelighedens rum og ikke indviklethedens. Jeg ved ærlig talt ikke om ufattelighed er det rigtige udtryk. Kierkegaard kalder kirken “et frygteligt rum”, men det er en anden sag som ikke skal opholde os her.
Religionstolerancens grund er ikke noget med tro eller troens retning, som i den kristne kirke selvfølgelig er den treenige Gud. Religionstolerancens grund er at troen ikke er en effektiv kirkemagnet. Hverken åndeligt eller følelsesmæssigt er den en primær kirkemagnet. Den indtager en flot femteplads. Den er altså en rimelig kirkemagnet, lidt værre end en gennemsnitlig køleskabsmagnet overfor et køleskab. Når man er tolerant er man det ikke først og fremmest i forhold til en andens tro men i forhold til et andet menneske. Det er jeg glad for at jeg skriver, så jeg kan læse det igen. Tak, gamle jas! To vigtige argumenter fik jeg fremført: 1. Man går ikke i kirke primært på grund af tro, fordi troen er nummer fem i det store samlede billede, hvor både kirken og alt det uden for kirken indgår. 2. Tolerance handler ikke primært om tro. Det handler om mennesker. Af samme grund.
Jeg glæder mig til at gå i kirke igen på søndag. Når jeg mærker at sorgen i hvert fald ikke er hjemløs i verden, så kan jeg jo kigge lidt på sorgen igen i al dens kompleksitet. Ikke som tung filosofi der skal blotlægges som en helhed, men som trøst der skal gives i arbejdstiden. Ikke som et indviklet system, men som en optik sådan en som allerede Strindberg viste at der er kunstnerisk hold i. Når det sker, når jeg går ud af kirken vil jeg grine lidt af dem der siger at popmusik berøver os evnen til at skelne mellem det vi savner og det vi trænger til. Og jeg vil grine af mig selv for at tro at jeg er ligeså sej som Strindberg.
(Illustration: August Strindberg malet af Edvard Munch)
