„Han er mig lige en tand for robust,“ udtalte landsbytossen Morten Hjerl-Hansen om den juridisk uddannede Keld Wallbommer. „Der er et eller andet, der ikke hænger sammen,“ tilføjede Morten.
En psykiater, Finner Anderlecht, kiggede nærmere på tunnelen, da han fik fri i torsdags:
„Det er en dyb tunnel.“
Præsten Vandmørke Soleklar godkendte Finners kortfattede og ikke specielt dybsindige udtalelse, uden dog at have fundet tunnelen, trods Guds nøjagtige anvisninger, og gentog:
„Det er en dyb tunnel.“
Landbytossen:
„Nu er den da ikke hemmelig længere.“
Præsten:
„Uden at hævde at jeg har noget dybtgående kendskab til psykiatri, vil jeg da håbe at dette fund vil bevirke at juristen falder ned i den og bliver begravet levende.“
Psykiateren:
„Det er en grusom forhåbning.“
Landsbytossen:
„Vi ved faktisk ikke, om det er juristen, der har holdt den hemmelig.“
Præsten:
„Antyder du at det møgsvin ikke egenhændigt har gravet den?“
Psykiateren:
„Det er faktisk en god tunnel.“
Landbytossen:
„Hvad er en god tunnel for noget?“
Psykiateren:
„Det er sådan noget vi psykiatere ved.“
Landbytossen:
„Lige nu ved vi ingenting. Ingen verdens ting.“
Psykiateren:
„Det er egentlig rigtigt. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal have til aftensmad.“
Præsten:
„Det er egentlig rigtigt. Godtaget. Hvad?“
Psykiateren:
„Jeg har været i tunnelen.“
Præsten:
„Fortæl.“
Psykiateren:
„Der var for mørkt til, at jeg kunne se noget.“
Præsten:
„Hvordan fandt du så ud af at det er en god tunnel?“
Psykiateren:
„Jeg fandt en fil.“
Præsten:
„Og konkluderede at det er en god tunnel fordi du fandt en fil?“
Psykiateren:
„Ja.“
Præsten:
„Hvad for en slags fil var det?“
Psykiateren:
„En fodfil.“
Landbytossen:
„Jeg synes vi har brug for et samlet billede. Vi må have et fuldstændig entydigt og letfatteligt billede af hvem denne jurist, Keld Wallbommer, er. Jeg vil vide alt om ham. Hvad hed hans første kæreste? Hvad er hans livret? Hvad er hans første kærestes livret? Gik de i seng sammen?“
Præsten:
„På mig lyder det ikke som noget samlet billede. Det lyder som om du spørger for meget ind til slibrige detaljer vedrørende hans første kæreste.“
Landsbytossen:
„Det er egentlig rigtig nok.“
Psykiateren:
„Jeg tilslutter mig. Det er slibrige detaljer som ikke har en hujende fis med sagen at gøre.“
Landsbytossen:
„Ok. Vi er enige om at Gud har opdaget en hemmelig tunnel under en jurist der lyder navnet Keld Wallbommer. Jeg har, som den eneste af os tre, mødt juristen og dannet mig et indtryk af ham. Lidt for robust.“
Psykiateren:
„Hm. Ud fra det du siger lyder han nærmest fæl.“
Landsbytossen:
„Fæl?“
Psykiateren:
„Fæl.“
Landsbytossen:
„Nå, jeg har bare aldrig hørt det ord før.“
Præsten:
„Nu skal I to holde op. I er bare uenige. I behøver ikke skrige og råbe.“
Psykiateren:
„Det er nonsens det du siger. Vi hverken skriger eller råber. Vi sidder og snakker stille og roligt.“
Præsten:
„Vi er igang med en efterforskning. Når man laver sådan en sidder man ikke og ævlebævler om fæl.“