Folks personligheder og skæbner er nogle lidt kedelige ting at beskæftige sig med. Men måden vi marcherer ind i livet er foredragsholdernes. Vi skal være stolte af alle landets foredragsholdere.
Mange er mere end én ting på LinkedIn. Selv dem, der kun er én ting, er det gerne i meget høj grad. Netop fordi et moderne oplyst menneske kan iagttages fra flere vinkler der alle sammen er prisværdige kan det være vanskeligt at se, ikke mindst for en selv, at der skulle være noget helt ude i skoven barokt på færde. Selverkendelse er godt, men alt for dystert til nærværende avis. Oraklet i Delfi, med dets Kend Dig Selv, er lukket og slukket for flere tusind år siden. Det pis gider vi ikke! Men statistikken viser og virkeligheden nødvendiggør at vi ikke alle kan være det vi alle mest drømmer om, nemlig foredragsholdere.
Vi kan faktisk lære en hel del af netop foredragsholderne. Vi kan måske ikke lære det vigtigste, nemlig at lære andre at snakke ligesom os og opføre sig som os og interessere sig for de samme ting som os, kort: at blive nyttige forbilleder for andre; vi kan måske heller ikke lære det næst-vigtigste nemlig at boltre os med et humoristisk islæt og på en samlet og naturlig måde på en skærm eller foran en tavle eller ligefrem på en scene eller i et tv-studie; men der er stadig håb, for at vi kan lære det tredje-vigtigste, nemlig at surmule når vi kommer hjem fra det foredrag vi så ikke fik holdt. Drømmeforedraget med entré og det hele.
Hvordan skal det forstås?
Jo. Det forholder sig jo således at de fleste danskere føler sig som, i hvert fald, potentielle foredragsholdere netop fordi vi er så vante til at lytte til foredragsholdere. Det har Ludvig Holberg skrevet meget om.