Edvin Pendél er kommet til Stankdalen i Lesotho. Han stikker hovedet ud af hyttedøren.
”Godmorgen, Barbara!”
Barbara kommer vuggende op ad havegangen med sine store bryster i en mosgrøn mohair kjole.
”Der er en journalist.”
Men jeg har i mellemtiden forklædt mig som et af de 1000 elmetræer. Jeg vil have et indblik i privatlivet hos krukkeparret der snakker om alt og intet i radioen. Det bliver en ustyrligt kedelig formiddag:
1. Edvin kan ikke finde sin ene sok.
2. Han ruller op og ned ad stuegulvet.
3. Han kigger på et sørøverkort som han ruller ud på spisebordet.
Jeg leder efter en lille bitte måde at introducere en lille bitte smule psykiatri i deres ekstroverte og råbende omsorg for hinanden. Den næste dag leder jeg. Og den næste. Jeg drikker vand fra undergrunden.
Pukkelbinderen bliver min redning. En egnspersonlighed der binder lianer om folks pukler. Det står klart for mig ud fra deres samtaler at Edvin og Edvina nærer en skjult og ganske dyb, som man sige på svensk, interesse for den gamle herre. Ægteparret har to pukler. Edvinas bryster. Da hun er færdigbehandlet ser hun bedårende ud og det er tid til eftermiddagskaffe.
”Nu skulle journalisten bare have været her.” Edvin skænker kaffe til de tre og serverer hjemmebagte.
Hver en gren i min trækrop er spændt til bristepunktet.
