„De fleste i vores del af verden har vel haft en natlig drøm om venstreskøjten, højreskøjten, begge i størrelse 48 og uden snørebånd, og midterskøjten med nøglen indeni. Men vi giver os ikke tid til at se hvad den passer til. Hvorfor ikke sige: ‚Hejsa nøgle, det kunne jo være du passede til noget interessant.‘?“
Det er en lidt syret ting at sige til en nøgle.
„Det er syret. Det indrømmer jeg.“
Hvorfor er jeg ikke overrasket?
„Er det fordi jeg bærer 900 amuletter uden på en gul højhalset bluse?“
Nej.
„Er det fordi jeg ikke har bukser på?“
Jeg har heller ikke bukser på. Ingen har bukser på.
„Er det fordi jeg befinder mig i 1980’erne og du dermed ikke kan se mig?“
Snarere derfor.
„Jeg har fundet låsen. Den sad på en cykel som cyklede mig tilbage i tiden til dengang der rullede kærrer på Lyngbyvej.“
Mig bekendt rullede der ikke kærrer på Lyngbyvejen i 1980’erne.
„Nej, men cyklen tog mig frem i tiden bagefter, så at sige. Jeg cyklede nemlig på en regnbue der lå ned. Det knaste så dejligt af solkorn da jeg rullede afsted.“
Solkorn. Du er vist en rigtig digter.
„Vidste du at de fleste digtere kommer fra familier med flere generationers økonomisk medvind?“
Øjeblik.
„Hvad? Klør det på knæet?“
Ja. Det er ret irriterende.
„Langsomt.“
Klø langsommere.
„Hvad?“
Klø blidere.
„Hvad?“
Nu lidt kraftigere.
„Hvad?“
Lidt højere oppe.
„Det var som syv søren. Du kan mærke følelsen af kløe i mit knæ.“
Haha. Det var som syv søren. Du har ret.
„Vent. Du kan mærke følelsen af at være mig.“
Ja. Hihi.
„Det var som syv søren. Der lurede du mig.“
Jeg brugte bare den der med det er ok at være en dum skid fra tid til anden.
„Hold inde.“
Dit sure løg.
