Jeg stoler ikke på mig selv, har i grunden aldrig gjort det og har derfor ingen forudsætninger for at komme til det.
Permanent krisesituation? Måske, det lyder bare så vattet og tomt. Jeg vil hellere forstå hvorfor og om muligt placere et ansvar. Skyldes det feminismens triumf, mine psykiske sygdomme, mit egenartede verdensbillede udviklet igennem 4000 kortprosatekster, kapitalismens udvidelse indadtil, mennesker i mit liv og dets situationer og aktive valg? Det er et puslespil. Uheldigvis passer brikkerne sammen og danner billedet af mig. Det er interessant og vigtigt at fastholde at det at jeg ikke forstår mig selv er en legitim, permanent og muligvis naturligt rodfæstet følelse som tilmed er ganske udbredt og almindelig. Jeg har altid været efter kynismen ligesom Dostojevskij var efter nihilismen. Han og jeg er bare mennesker i verden, måske er den store hvide hval den samme for os begge, men oppe på dækket står jeg altså og bedyrer at jeg ikke stoler på mig selv. Ergo går jeg ikke på alle de casinoer som han gjorde. Men måske gambler også jeg. Mine mange kortprosastykker kan godt udlægges som skrig og ekkoer af gnækken i mørke huler.
Forleden gav Paul McCartney et interview i anledning af udgivelsen af hans sangtekster hvor fire forfattere fik lov til at stille ham hver et spørgsmål via iPad. Det der foregik var stimulerende og afstivende for mig som publikum, men også ret ligegyldigt. John Lennon har jo allerede sagt det så tydeligt at uden hinanden er der intet. Der er ingen tvivl om at geniale The Beatles og knap så geniale Facebook har det tilfælles at de, hver på deres måde, lovsynger dette hinanden.
Autofiktionsbølgen har afsløret at dette begreb hinanden er mere hult end vi har gået rundt og troet. Kan man stole på andre når disse andre i bund og grund ikke stoler på sig selv? Vi dyrker da dette hinanden alt, alt for meget. På Facebook er den egentlige valuta ikke likes, men venner. Hinanden. Et skinbegreb? En kimære? Måske…
Venskabsbegrebet i dag er uhyrligt. Jeg hører næsten aldrig bippet fra en sms eller tonen fra et opkald blandt mine medmennesker når jeg befinder mig et offentligt sted. Blikkene hviler på telefonerne og lommerne forbliver tavse.
Der er ved at ske en forandring. Alle disse ting er i færd med at blive åbenbare. Ellers kunne jeg ikke beskrive hvad der foregår.
Der er forskellige primitive, kyniske og nihilistiske måder at hejse dette tomme ord hinanden op foran Guds kærlighed. Den mest almindelige er at idealisere enten drømmen om den anden, sex, ungdom eller selve den anden. Altid væk fra dette pinlige at ingen stoler på sig selv. Den anden må have styr på tingene! Et venligt smil, et gensidigt kropssprog, en vits fortalt sammenhængende. Så ”falder vi for den anden” som siden ”bliver en klippe” eller retrospektivt, mere subtilt, men stadig gammelklogt og med falske undertoner, ”vi reddede jo hinanden”.
Efter alt det lort mit liv også har rummet må jeg sande at det med ”den bedste alder” ikke er nær så tomt som at falde for en klippe i gensidig redning. Indtil for nylig har jeg altid forbundet den bedste alder med en form for modnet ungdom. Det har mere at gøre med alderdom. Gamle mennesker må, for at forblive ømme, medfølende og gerne omsorgsfulde trække sig. Trække sig ind i sig selv. Blive en sukkulent der vokser baglæns og ind i sig selv. Når et atom trækker sig baglæns afgiver det lys. Nu hører jeg, foruden at jeg ikke stoler på mig selv, til den slags mennesker som synes lys er halvkedeligt og at folk nok skal finde ud af det med at trække sig. Hvorfor trækker du dig væk fra mig? Fordi jeg er for indviklet. Det ved jeg godt, men jeg elsker dig alligevel. Jeg elsker også dig.
Når man er gammel og øm ved sig selv og andre, stoler man ikke på sig selv, man hviler i denne tilstand men forudsætningen er at man trækker sig. Se, hvor godt det går. Mountainbikere trækker sig. Telefonafhængige trækker sig. Indad. Stedse indad.
Det mest besynderlige er at ingen af mine nærmeste leder efter ungdomstegn hos mig. Det har overrasket mig og gør det til stadighed. Mine nærmeste prioterer det højere at jeg trækker mig end at jeg ”slapper af med noget”. Slap af med fittness, slap af med computerspil, hele tiden dette med.
