Røveren er en ikke-eksisterende historie om en mand der ikke har store anlæg for medfølelse, men kompenserer ved en stor, omend tillært, omsorg. Eftersom historien er ikke-eksisterende er det så meget vigtigere for mig at afsløre dens handling for mine læsere. Omsorg er en mærkelig ting hvis den ikke i sin kerne har medfølelse. I romaner kan tingene være sådan. I virkelighedens verden er tingene mere grå og indviklede, hvilket dog ikke vil forlede os til den forhastede konklusion at fantasien overgår virkeligheden for med dette er det jo omvendt!
Der siges i dag så meget om det ikke at have en kerne. Men hvis vi har en kerne af noget sig-selv-vedvarende har vi jo ikke plads til det mystiske som livet også rummer. Men, når dette er sagt, hvad er en omsorg uden en kerne af medfølelse. Derfor er vor mand en røver!
Omsorg er meget nemmere at gå til end medfølelse, for det første fordrer kun et skud selvkendskab krydret med lidt stabilitet og en dusk gode vaner. Ned i gryden og så er den suppe gjort færdig! I medfølelse skal man føle med et andet menneske, man skal kunne tænke på hvad det menneske føler uden at blive angst for sig selv og uden uro. Se, det er vanskeligt for den der er smuk og fuld af sig selv og af ungdom. I vårgrønne dage ser vi Goldfinger på repeat og slynger om os med kærlighed som er hellig at aflevere men som sjældent finder vej, men knuses i en vodkaflaske.
Vi møder første gang vores røver da han er gået på pension. Som en slagen mand, ligesom Martin Guerre, vender han hjem til landsbyen, ukendelig og gammel, og finder at konen har taget sig en anden. I hans bedste år var røveren tilfangetagen i et fjernt land og nu er selv hans omsorg ved at krakelere og afsløre en mand uden substans. Han falder for hendes fødder og afslører sig selv som røver hvilket hun aldrig har troet var sandt, selvom rygterne talte et andet sprog. Han trygler om tilgivelse og lover bod og bedring og nye toner men hun vil ikke kendes ved ham eftersom hun ikke kender ham længere. Det eneste han har sans for er sin alderdom og da de lader ham bo i en aftægtsbolig ved gården observerer hans forhenværende brud ved kropssprogets og de små sansers mellemkomst at hans langsomme gang er indøvet. Han veksler mærkeligt mellem luftballoner og kriser mens han vander grisene. Men det mest interessante er hans indre liv som afslører en mægtig sammenhængskraft, et mod og en langmodighed der er sjælden her på jorden.
Men fordi han ikke ejer medfølelse finder hans langmodighed og mod aldrig kraft til at blive den næring kærligheden drives frem af og han vakler rundt og ler for sig selv mens han passer sin pligter.
Det er bare første kapitel!
Så får han kræft og kræften får ham og han bliver en skikkelig rad som alle forstår indtil han ligger på bunden af sin grav og læser sine notater for 18. gang. Han skaber sig og opfører sig som et offer, mens han banker på kistelåget der heldigvis er dækket af tolv fod jord. Livet kan fortsætte uforstyrret i den lille by som læseren lærte lidt at kende i kapitel to. Scenen hvor konen og den nye mand begge går ud med mælk til frokostbordet, men på hver deres side af gården, er morsom. Endnu morsommere er det da den nye mand kravler op i et træ og slår en prut deroppefra. De har det skægt og jorden runger over den afdøde som selv runger endnu mere fordi han fik skrevet Håbets Bog før han gik bort. I takt med latterens rungen og røverens rungen begynder hele verden at runge og ind på scenen træder deres barn i en svimlende og ukendt frihedsfølelse som alle, også den begravede, måber over.
En aften i begyndelsen af kapitel tre stopper den nye mand sin pibe og besøger den afdøde mands grav for at få en fortrolig samtale mand til mand om hustruen der er begyndt at opføre sig mærkeligt. Hun laver popcorn midt om natten og sidder og fryser selvom der er varmt og lunt i stuen. Når hun fryser, skal du bare lægge et tæppe over hende. Du mener over det hele? Nej, hun skal selvfølgelig kunne trække vejret. Den nye mand vakler op til gårdan, bange for om han har hallucineret og i tvivl om han kan stole på sig selv, men forstår at der ikke er megen visdom at hente ved forgængerens grav. Han forstår at den afdøde mands hoved virkelig var tømt for mening.
I kapitel fire kommer en række anmeldere forbi og anmelder den døde mand i kisten. Han ligger som sædvanlig og griner af sine notater. Anmelderne anmelder også notaterne men de kan bedre lide deres anmeldelser af den døde. På trods af de udeblevne anmeldelser i Danmarks dagblade er det som om anmelderne stjæler ting fra kisten til deres eget liv. Kistelåget forsvinder og bliver til en stiver i en hvid paryk. Sågar den afdøde opstilles i Irma. Han flygter nordpå.
I kapitel fem er vor røver i forlegenhed med penge og gods og kommer i tanker om sin gamle profession, nemlig at røve. Først røver han skruerne på en dør i et gæstgiveri så den bliver til pindebrænde. Så røver han sit gamle liv tilbage. Og til slut sidder han og vikler noget der er skjult for beskueren, men det er nok garn.
