Fordi det at være årvågen er vigtigt, forekommer det mig at være en god idé at behandle emnet sårslikkeri i en selvstændig artikel.
Der er meget sårslikkeri i at våge og være vågen.
Når man kommer til skelsår og alder tænker man ind imellem på at finde humoren andre steder end i det gakkede og gakket surrealistiske. Man, jeg, kontemplerer og leder efter et godt grin et helt nyt sted. Jeg tænker i denne forbindelse på sårslikning, det at slikke sine sår og sårslikkere generelt. Hvilke sår? Er det skuffelser det handler om? Frustrationer? Bekymringer? Ingen af delene. Så langt fra. Der er jo tale om sorger.
Rene og fine som tårer.
Hver gang min tekst hæver sig varmt og løfterigt i læseren hører man mig labbe. Slik-slik. Der er noget morsomt i det. Noget som jeg godt kan bringes til at grine af. Men ikke frivilligt da!
En kompetent sårslikker nyder glæder med en særlig kraft, er tilbageholdende med at gå ind i forhandlingssituationer og er rolig og afklaret, lever struktureret og får meget motion.
Vi har således karakteriseret sårslikkeren og vil til sidst berøre selve begrebet sårslikning.
Sårslikning er selvmedlidenhed. Selvmedlidenhed er at ligne med kærlighed til Gud. Sårslikning hører altså ikke til de områder af livet som gør os små, men tværtimod til de områder af livet der gør os store og “fulde af liv”, som Walt Whitman skriver i Frederik Schybergs oversættelse.
