I april gik jeg i skoven og så min læges næse stikke ud af stammen på et træ. Jeg frøs om fingrene. I maj måned var det tid til årets træhøst. Jeg startede hos naboen. Bag egetræet hang et spejl og foran spejlet stod en rygvendt kvinde med blotlagte baller. Hun var yndig og 17 år gammel. Hendes aura viste mig med det samme at hun var jomfru. Hvad jeg først opdagede senere var at jeg også opdagede at der i hendes blik var en dyb smerte. Men hendes skuldre gjorde udslaget. Jeg kunne ikke modstå hende. Selvom jeg havde forpligtelser i forhold til kærligheden. Og det er jo. Dumt. Utilgiveligt, med andre ord. Jeg anlagde en hyggelig modenmandsattitude og slappede af i kroppen og lod mit erfarne kropssprog sende prutter af sammenhængskraft krydret med selvtillid og selvværd ud i alle retninger. Men lige præcis i hendes retning gik det ikke så godt, selvom små fugle fløj ned fra træerne og ville holdes af mig, de flaksede om mine hænder. Mens hun pakkede sig ind i hvad der lignede bøssers skitøj så jeg i spejlet at jeg lignede Henry David Thoreau, komplet med sløve øjne og en mopset, aldeles ubeslutsom mund uden egentlig følsomhed. Nej. Det var hende der lignede Henry David Thoreau. Jeg skrev forkert, ja jeg gjorde. Hun lignede Henry David Thoreau og jeg lignede jeg ved ikke hvad. Nogen havde kastet store mængder rævetænder med superlim i mit pandehår og resten af mit hår var redt forud og stod op i luften rundt om mit hovede som latterlige ravnefjer fyldt med formskum. Yderst i hårenderne hang mikroskopiske klokker fremstillet i Aarhus og rundt om mine hårrødder var der tegnet med lilla tusch. Efter et suverænt samleje, jeg aner ikke hvordan det var for hende, men nøjsen hun blev knaldet godt igennem, påbegyndte hun en lavmælt sang mens jeg bekendte disse slet skjulte detaljer om mit hår. Hun lyttede ikke. Kaosteorien siger at en sommerfugls vingeslag kan fremkalde en orkan på den anden side af jorden og sådan var hendes eftermiddag. Hun havde knaldet med mig, men med en anden. Denne anden var hendes kæreste som i selv samme øjeblik trådte ind i vores elskovshave med ordene Jeg har en splint i fingeren. I 2022 siger man nemlig ikke Det troede jeg ikke om dig, men man psykologiserer og lyver ved at overdrive detaljer om mindre sundhedsproblemer. Jeg ved jo lidt om livet for jeg er 49 år og har prøvet lidt af hvert. Jeg vidste jo godt at den mand var fuld af splinter over at finde sin elskede her, syngende uden bukser ved siden af en mand der var vokset op uden medbestemmelse som barn. Jeg åbnede derfor min sorte paraply over hovedet og sagde Jeg er vokset op uden medbestemmelse som barn. Andet sagde jeg såmænd ikke. På grund af aldersforskellen krydret med hans forvirring over at skulle møde os som mennesker midt i hans chok og forvirring tog han et stort viskelæder frem fra jakken og begyndte at tilse det mens jeg sang med på pigens sang af bar nervøsitet over at han ville viske hele situationen ud af ren og skær kærlighed til kæresten. Men ak, jeg blev visket ud den dag. Jeg er udvisket! sang jeg og parret grinede. Jeg havde jo ikke været inde i hende. Det var bare noget jeg skrev. Ja, sådan for at ihukomme alle mit livs skønne knald. Jeg har ikke noget til gode på den konto, men det er så dejligt at skrive om sex når kroppen bliver ældre og ikke automatisk trækker i den retning.
