Jeg tror ikke der er ret mange børn der oplever medbestemmelse i deres barndomshjem, altså det hus eller den lejlighed hvor vi legede som små. [Stryg præciseringen. Folk kender betydningen. Redaktionen.] {Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Jeg hylder en stil der er “haunting”, altså hjemsøgende, og legende og kærlig og fri og hvor stilistiske greb som uventede skift mellem høj og lav stil derfor er på deres plads. Morten.} Dette har den filosofiske grund at gode trygge rammer som opdragelsesprincip ligefrem strider imod princippet om medbestemmelse. Således bliver mange overraskede, når jeg hævder at medbestemmelse skal, om muligt, indføres allerede på det udviklingsstadie hvor barnet ikke er i nærheden af at kunne opføre sig samlet og med den høje værdighed som min generations forældre så skuffende har tiltusket sig i hobevis ud fra nogle fuldkommen latterlige abe-agtige samfundsnormer. Men gode trygge rammer er en forældrepopulistisk magtmanøvre, et kongemord på barnets autoritet som jeg da går ud fra at Jesus har grædt over mange gange. Og det er en floskel. Der er folk der ved det er en floskel og sådan var mine forældre. At adressere den floskel har været og er mit livs opgave som de to mennesker sendte mig ud med i verden inden i min bylt, i stedet for TUC kiks, forbi min elskede Farfars grav, igen i stedet for TUC kiks, og ud i den vide verden, ja netop, ud i den vide verden. Mine forældre sørgede for at missionen blev min, selv skulkede de i nogen grad i deres karrierevalg. Men da de mødte mig fik de aldrig mere venner. 1. De fik nok at gøre. 2. De fik sig et religiøst barn. Det sker forholdsvist hyppigt derude i den store verden, men det er ikke så almindeligt. Hvis man slet ikke er interesseret i medbestemmelse har man et forkvaklet forhold til magt. Man skal da skrive hvis man har noget på hjerte! Jeg havde ikke medbestemmelse men blev for meget overladt til mig selv dengang jeg var lille og det har sat sine spor. Det, der i mange arbejderhjem og øvre-middelklassehjem var en virkelig vigtig, omend intellektuelt fjern værdi var i mit barndomshjem i diskursen mellem mig og mine forældre evigt til debat og det var både trygt og utrygt og derfor både hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt. Min Far. Hver sætning af sin alerthed brugte han på at vende begreberne på hovedet. Med denne evige bevægelse på en og samme tid skjulte han sig og ofrede sig for mig.
For mig er det naturligt at analysere naturligt.
