Home Non-categorized En svoren fjende af sproglige konventioner og vanetænkning

En svoren fjende af sproglige konventioner og vanetænkning

34

De mest fornuftige og tillidsvækkende mennesker i Danmark er dem der altid bruger ordet jeg på en prøvende måde og dog kan sige nogle få moralske ting med stille overbevisning i stemmen. Et eksempel på en sådan person er mig.

Jeg har gjort en profession ud af netop dette. Modigt. Livet har bragt mig til mine drømmes mål. Jeg beder dig om at grine lidt af drømme og ønsker, alene af den grund at de ikke tæller. Håb tæller. I håbet sætter man sig selv ind. Kun en håbefuld tale er værd at lytte til. Tag da opstilling her ved min virtuelle side, for det er lige ved at jeg ikke orker flere mennesker. Tak for denne observation, Södergran.

Jeg anbefaler min læser følgende. At holde sig dem fra livet som er ude på at knuse alt omkring dem, dig selv inklusive, uden at de selv ved det.

De kendes ved deres menneskekulde overfor de små.

Der er noget bekymrende, foruroligende ved at ingen Forfatterskoleuddannet har en aktiv blog. Det må være fordi modernismen har grebet fat om deres sjæl og efterladt dem sørgende og lavsindede. Døde blogs vidner om døde mennesker. Kom til live! Kom ind i kampen! Brug ordet jeg prøvende så I, i lighed med mig, kan sige nogle få moralske og fornuftige ting.

Tilløbet til den godartede form for modernisme blev sat på hold af verdenskrigene.

I mit hjerte er noget koldt sat i skak af noget langt større og varmere. Dette er fællesskab. En ulige kamp som vanen har lært mig at acceptere og værdsætte. Dette er frihed. Hvor jeg elsker når billedet bliver mat. Dette er taknemmelighed. Jeg glemmer ikke. Dette er synssansen.

Modernismen fejlede. Postmodernismen er en ringe erstatning. Postmodernisme er der ikke noget der hedder. Enhver idé skal man kunne klynge sig til i det øjeblik den affyres og glasset splintres.

Mit hjerte brænder mangt en bog. Man lærte mig i skolen at holde om brændende bøger uden idéer. Jeg gjorde det ikke. Jeg lavede sjældent lektier. Lad lektierne være, lær at analysere i kærlighed!

I hjertet kan mangt en humorforladt bog brænde ubemærket.

Dem der rager brændte bøger ud af hjerternes ovne, de ovne som allerede 10.000 gange har fortæret Gutenbergs biprodukter, de sølleste bøger.

Jeg har erfaret at jeg godt kan glæde mig over et menneskes eksistens i verden, selvom vi ikke omgås foruden ved absolut højtidelige anledninger. Dette skyldes ikke min menneskelige storhed men at der findes vigtigere absolutter for mig.

En hednings bøn for dig er mere værd end en troendes, så hvad lærer det mig om hedninge. Har virkelig ingen anelse.

Brugen af ordet jeg bør først og fremmest være effektiv.

En kats selv er ikke mindre end et menneskes selv, men et menneskes selv er indespændt mellem to store magter, hvis ophav ikke lader sig gendigte, men som giver ordet befriet en betydning i forbindelse med det uundgåelige som døden repræsenterer for et menneske.

Mænd og kvinder der ikke i deres formative år er blevet genstand for unison beundrig og jubel er ikke rustede til at modtå fristelsen når de tilbydes hæder og ære. Her vil jeg bruge ordet: skæbne.

At håbe er såmænd bare at navigere i forhold til ordet aldrig. Den modige ved to ting. 1. Man må glemme alt om broerne og fokusere direkte på huset som man er ved at spolere med stadig flere klatter cement. 2. Hvis man laver en ordentlig dør sikrer man at passage ind og ud er og forbliver mulig.

Man kan borttage et æg fra en høne, men ikke en prut fra et menneske. Man kan ikke prutte.

Når jeg mærker på en selvudråbt vismand at han er usikker på hvornår han skal bruge “man” og “jeg” spidser jeg ører. Så er han en virkelig vismand. En sand fjende af sproglige konventioner og vanetænkning.

At erklære en kongeørn for dybsindig er et udtryk for lavsind.

Previous articleVi er ikke “Danmarks Smykke hvilende på en bund af Staunings Skæg med et chokoladerør ned til fine blade af Det Kommunistiske Manifest hvorigennem cognac kan fordele sig”
Next articleMus & elefant
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.