At lulle én i søvn
er en stor magt at have over et andet menneske
her er grænserne ligesom uklare og det bryder
jeg mig ikke om
Mig-mig-mig.
Jeg-jeg-jeg.
Mens Ulla taler om sig selv
sover den døde mus stadig ikke,
vi når hurtigt acceptfasen,
rejser os
og kigger på den døde elefant.
Nu bliver vi tossede,
oprørte,
det kan bare ikke passe,
sådan en hel død elefant
med poter,
nå nej, træstammefødder,
med snude,
nå nej, snabel,
med busket hale,
læderhale med sporadiske lange sorte hår, så.
Levende, i live! nå nej, død.
Dyrepasseren hugger ud efter os med et sværd.
Det er åbenbart sådan man gør
i Zoologisk Have
Det virker så logisk,
sådan må det foregå på savannen,
men vi når hurtigt Østerbrooverblikket,
vi er overhovedet ikke bange for
denne psykotiske dyrepasser, altså!
Vi har jo hinanden og sletter ivrigt billeder
på vores telefoner
for ikke at skade hans omdømme.
Da elefanten rejser sig
og trasker hen til bolden med græs indeni
griner jeg af mig selv.
Det var jo mig der
besang
den sovende,
svang
røgelseskar over giganten
og spiste en is imens
det hele foregik.
