De fleste af mine læsere vil være bekendt med våde kraner-kategorien i mit æskesystem og skatkammer af ualmindeligt gode tekster. De har endnu til gode at optræde direkte, men deres overordnede kategori anvender jeg hele tiden. Denne kategori er egentlig blot et verfremdungsgreb jeg holder meget af. Lad mig forklare nærmere, hvad jeg mener. Der er mange ting i den menneskelige bevidsthed som får os til at nægte at lede efter betydning og dermed tolkningsmuligheder i forhold til våde kraner. Hvorfor? kunne man spørge. Det er fordi fantasien kommer til kort, både fordi vi er ligeglade med at kranen er våd og også ligeglade med hvorfor den er blevet våd. Vi opfatter vådhed som en helt almindelig, fuldkommen naturlig og yderst tilforladelig og dybest set intetsigende kranskæbne ud fra en basisviden fra ingeniørfaget om at kranens vådhed ikke skader kranen. Selvom gentagen og langvarig vådhed kan få kranen til at ruste og blive usigeligt farlig for såvel fører som de assisterende arbejdsmænd på jorden, føler vi os trygge ved lortet. Vi opfatter vådheden som knyttet til tekstens nu, ja, som, muligvis, etablerende tekstens nu og vender os, hvis vi er dårlige læsere, bort fra hele teksten fordi vi ikke vil godtage den våde kran som billede på noget som helst af betydning. Det, i mine øjne, mest spændende ved våde kraner er at de er irriterende. De er ikke brugbare i skønlitterære tekster. De er uønskede og dårlige for alle andre end den virksomhed der benytter dem i praktisk henseende til at løfte og transportere tunge genstande. Jeg insisterer heller ikke på at bruge dem, for at insistere er ikke hjertets sprog. At insistere sig ind i et kvindehjerte fx, lærte jeg for mange år siden, er dels en dårlig strategi og dels er det modbydeligt. Jeg insisterer ikke. Jeg gør det bare, fordi jeg er en mand. Jeg tager mig den frihed at bugsere dette store monstrum ind på din scene og dermed etablere en stiltiende overensstemmelse med dig om at våde kraner er irriterende og dermed får dårlige læsere til at springe fra, ud ad vagten og bort fra min avis for stedse. Det er et ædelt formål, kan du godt se. Resultatet er et varmhjertet fællesskab af dygtige læsere ligesom dig. Enhver forfatters hede drøm. Midlet er en våd kran. Jeg skal sige dig, det kostede mig to og en halv million at købe den, men endnu flere anstrengelser at få gjort den våd over det hele. Først duppede jeg den med en våd svamp på et ganske lille område nederst på højre forben. Så løftede den mig kærligt op og slikkede mig, i den tro at jeg var en ræveunge. Jeg er en ræveunge. Dernæst brugte jeg en pensel dyppet i en meget lille spand med vand. Igen løftede den mig op og slikkede mig, denne gang i den tro at jeg var en hundehvalp. Kraner er ikke så kloge. Den sagde også at min spand var alt for lille, så noget må den have lært i Berlin. Tredje gang var lykken med mig. Det begyndte at regne, mens jeg var i gang med en danselektion med direkte udsigt til min nyindkøbte kran. Nu er jeg den stolte ejer af et vådt ærme.