Home Non-categorized Ka’ vi blive større? spørger Maradjøngade og analyserer glæden

Ka’ vi blive større? spørger Maradjøngade og analyserer glæden

655

Glæden kan vi analysere på to måder ”Vi kan se på en sur person som i virkeligheden er glad” og vi kan finde bidderne af glæden og indtage dem sammen med en kop te. Jeg har valgt begge metoder, den praktiske og den teoretiske, hvilket i nogen grad svækker min faglige troværdighed. Men jeg har valgt at spille på to heste i hvert kapitel. Min oprigtige forhåbning med denne fagbog er at dele glæde. Hvordan kan det egentlig lade sig gøre? Folk virker så sure. Egentlig er jeg ikke tosset med forestillingen om at dele glæde ved at analysere den. Derfor har jeg taget perspektivet med at kigge lidt på den sure der i virkeligheden er glad med i hvert enkelt kapitel og spørge hvad han mener om sagen. Det er nemlig min teori at man ved at fastholde det sure i det syrlige kan få glæden til at pible frem i noget af det vigtigste vigtige: kroppen. Kroppen er jo dér hvor smilet sidder som et billede på en væg der kan se ud på forskellige måder. Kroppen er jo dér hvor latteren kommer ud af. Men vi må ikke være naive. Et smil er ikke nødvendigvis udtryk for glæde, men kan være som en opsøgende postkasse der hele tiden bliver løftet op foran postbuddet der netop er gået forbi for at han eller hun skal putte et hyggeligt postkort ned i den. Heller ikke latteren er altid udtryk for glæde. Den skal man være uhyre forsigtig med. Den skal bæres i en dåse så vi kan lytte til den flere gange mens vi iagttager kropssproget. Kun derved kan vi se om den er ægte. Som min læser vil forstå er der mange komplekse problematikker der støder sammen når vi nærmer os glædens væsen i den hensigt at videregive den. Problematikkernes sammenstød afføder, som man kunne forvente, små billige stjerner som kun distraherer og ikke har en skid med glæde at gøre. Det er derfor jeg har skrevet denne bog. For at tørre de små billige stjerner væk fra ruden så vi kan sidde og se på glade mennesker mens vi selv er sure og opdage det lille runde hul der findes et hemmeligt sted i mange vinduer og tillader at vores sjæl fiser ud for at vende tilbage til kroppen og gøre den glad. Akkurat som når vi læser en god bog. Dette er en fortrinlig bog.

Her følger et lille resumé af bogens seks første kapitler.

Kapitel 1: Resumé

John Lennon synger ”Nobody loves you (when you’re down and out)” og det får desværre mange til at lade som om de er glade. Det er de ikke. De er sure. For den sure person der i virkeligheden er glad dybest inde i kroppen, her: den glade syrling, må dette forekomme som det rene nonsens. Den glade syrling tilskynder os altså til at analysere. Det gør vi så. Men den glade syrling køber ikke vores analyse. Han er slet ikke interesseret i personer der dybest set er kede af det. Derfor klæder vi ham i kapitel ét ud som et spøgelse med lange kæder efter sig. I disse kæder binder vi ”Bogen om sorgerne” for derved at fortælle ham at vi virkelig synes han skal læse lidt om sorger for at elske den sorgfulde. Vi trodser John Lennon og spiser en is.

Kapitel 2: Resumé

Vi ser på humor i dens reneste, korteste, ja, mest forædlede form: ”Jeg glemmer aldrig et ansigt, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse”. Udsagnet, der er af Groucho Marx, er umuligt at forholde sig til for nogen som helst og umuligt at analysere. Derfor ender kapitel ét med et træ med tusind æbler. Æblerne gennemgås ét for ét.

Kapitel 3: Resumé

Et lidt forpustet kapitel der starter med en oldenborre af en skolelærer der kræver at hele klassen er glad fordi han læser en kedelig bog højt. I virkeligheden ville klassen være mere glad hvis skolelæreren forsvandt for stedse. Dette sker og klassen bliver glad. Ingen ved hvorfor. Toget stopper i Bogense.

Kapitel 4: Resumé

Kapitel fire skal være det kapitel der er fuldt af metaltræt skulen og opgivenhed. Vi analyserer to malerier, begge af Edvard Munch: Skriget og Kysset. Kapitlet ender med at vi bliver glade for at han gad at male dem.

Kapitel 5: Resumé

Vi forsøger at rekonstruere tiden omkring år 1920 og forsøger at blande ekspressionismen med folk. De bliver sure. De vil ikke blandes. De vil tænke selv. Nu er de døde. 1920’erne var sjove, men siden kan vi nok se hvordan det gik. Vi genoplader verden med et gammelt batteri og glemmer fortidens fortrædeligheder.

Kapitel 6: Resumé

Vi stiller skarpt på de rigtige kunstnere og ser på om de rummer sandheden. Vi giver et nuanceret svar og spørger om de vil give sandheden fra sig. De protesterer men indvilger i slutningen af kapitlet, imod at vi låner dem en kasse med bras.

Previous articleHockens embede
Next articleEn våd kran er ikke et en metafor, men en meget alvorlig ting
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.