En vældig glæde jeg har haft i mit liv er at føre en del mennesker til kristentro. 1? 10? 20? 100? Jeg har gjort dette gennem aktive valg af en særligt lydhør og intuitiv aparte opførsel i nuet og i samvær med mennesker af alle slags. I min ungdom studerede jeg tiden omkring år nul, Kierkegaard og Bibelen. Det foregik på højskolen i Ry og ved universitetet i Aarhus. Kristendommen blev en slags udendørs skøjtebane for mig, kridtet op med sporadiske plastikstriber i muntre farver. Baner, pile, sving. Jeg ved at andre kan se nogle af mine streger og jeg ved også at jeg kan se nogle af andres streger. Derfor forstår jeg ikke når folk siger at banen ikke er kridtet op, eller at det er snyd at den er kridtet op, eller at de er kulturkristne, det forstår jeg ikke, eller at de hellere vil blive siddende når de er faldet på rumpen eller knurre uden for banen. Jeg kan jo ved selvsyn konstatere at både jeg og mine medmennesker kommer godt rundt imellem hinanden på hele banen og rejser os hvis vi falder på numsen.
