Home Non-categorized Essay, hvor jeg spørger mig selv: Føler jeg, som menneske med psykiske...

Essay, hvor jeg spørger mig selv: Føler jeg, som menneske med psykiske sygdomme, utvetydig respekt for de normale?

851

Det er et spørgsmål jeg føler mig nødsaget til at stille. Jeg føler et stærkt behov for at *melde ud* på en *nuanceret måde*, på en *sprogundersøgende måde* og på en *udfordrende måde*.

De fleste læsere vil nok her spørge hvordan det er at være sindssyg. Det er nemt at svare på for mig. Hvis du har haft et dårligt trip i forbindelse med hashrygning så forestil dig at du oplevede dette hyppigt. Det er meget lidelsesfuldt, ja. Men det er ikke “mere end det”. Jeg er også så mange andre ting og først og fremmest er jeg et menneske.

Jeg *føler* ikke en “utvetydig respekt” for de normale. Hvis jeg uden videre gjorde det, var der ingen grund til dette essay, denne undersøgelse.

“Mennesker der ikke erkender at unormalitet er *inde og røre ved de essentielle personlighedstræk hos dem selv* er jeg ikke videre interesseret i. Jeg føler de er irriterende, jeg føler der ofte kommer dumme ting ud af deres mund som ofte minder stærkt om uvalgt uempati. Kedsommeligt i længden.”

Ovenstående udsagn kom fra min lever men mit hoved er ikke absolut enigt.

“Jeg ville gerne selv have haft en *snild karriere*.”

Også dette udsagn er der noget rigtigt i, men tingene er blevet anderledes. Jeg elsker min *skæbne*, mit liv nu og her, så den med en snild karriere var måske alligevel “ikke rigtig mig”.

Vi er nu ved spørgsmålet:

“Kan man lære noget af sindssyge foruden at slå kolbøtter?”

Mit svar på det er ja, men det er uhyre vanskeligt at redegøre for hvordan et *hyppigt dårligt trip* sætter mig i stand til at lære nogen noget. Det handler om de livsvalg, den *livsform* man bliver ved at de psykiatriske hensyn jeg må tage til mig selv fylder mere end de eksistentielle lidelser som alle mennesker kender. Der er måske tale om en priviligeret position, mere priviligeret, i hvert fald, end man umiddelbart forestiller sig. Det er priviligeret at være fritaget for fx kedsomhed. Jeg synes ikke kedsomhed er *overvejende sundt*. Kedsomhed, *tilværelsens ulidelige lethed*, som Kundera så præcist karakteriserer den, sår mange dårlige korn i verden som bliver til tidsler i form af overforbrug, overturisme, stress og kontaktsvage mennesker.

Previous articleTage erindrer
Next articleEssay om dating-apps og net-dating
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)