Jeg bollede engang ret meget med en kvinde der ikke var min kone. Vi havde hverken kærester eller ægtefæller og vi var ikke bollevenner. Vi var noget finere. Vi var elskere. Da jeg fyndigt berettede om dette arrangement til nogle fimsede gymnasievenner blev de ophidsede og nærmest voldelige. Jeg snakkede mig ud af den penible situation og blev snart færdig med den gruppe, selvom jeg godt kunne lide dem hver især.
Hun og jeg oplevede en del angst sammen. Men det at føle angst sammen er en del af det smukke og uforklarlige der består i at mødes i fantasi i ungdommen. Nu går jeg snart med stok og har tænkt en del over hvordan folk mødes i fantasi på nettet. Der er nemlig både intensitet og fantasi og angst og ungdom inde over.
På en eller anden følelsesmæssigt synlig måde synes et kommentarfelt at afkræve kommentatoren tre ting: fantasi, en ækel form for personality og en endnu mere uklædelig (og vigtigt: uopnåelig) kortfattet samlethed. Der er således adskillige dybt begrædelige ting ved et kommentarfelt som gør at det appellerer stærkt til begrædelige mennesker, altså narrøve. Men tillad mig en analogi fra psykiatrien. Disse problemer minder nemlig i slående grad om et, for mig, ganske almindeligt, upassseligt angstfyldt virkelighedsudfald. I kommentarfeltssituationen er fantasikravet 50 procent for meget, hvilket altså er overkommeligt, hvis det bare var det, men med personalitykravet oven i hatten når vi op på 100 procent for meget og med samlethedskravet bliver resultatet hele 150 procent for meget. Det svarer fuldkommen til det, for mig, som psykiatribruger, ganske almindelige, upassselige, angstfulde virkelighedsudfald, hvor upasseligheden er på 50 procent for meget, angsten er på 50 procent for meget og virkelighedsudfaldet også er 50 procent for meget.
En visning af hvordan vi skal leve (Bob Dylans ord om Woody Guthrie) ville her være på sin plads uanset om dette behov anerkendes (af en fornuftig person) eller afvises (af en tumpe).
Hvordan skal vi leve?
Vi skal da helt klart lade være med at bruge kommentarfelter er min første, tøvende anbefaling. Læg således mærke til at jeg, indtil videre i dette essay, har fulgt devisen til punkt og prikke idet jeg ikke har kommenteret endnu. Jeg har ikke brugt kommentarfeltet fordi jeg ønsker at fremlægge mine forskningsresultater først.
Et kommentarfelt er ikke stressende. Et kommentarfelt er for meget. Det er ikke menneskeligt. Men eftersom det findes og frembyder en udfordring for folk der er ganske præcis som mig er jeg tvunget til at analysere det så min læser kan blive ganske præcis som sig selv i forhold til kommentarfelter.
Fantasi, personality og samlethed. ”Ved du hvad, Morten, de to sidste kan vi sagtens undvære. Gem nu den personality og samlethed til dit ynkelige liv hvor du ikke engang kan samle dig om at skrive en sms til én du godt kan lide fordi du allerede er druknet og død.”
Hov hov! Ikke alle der gerne vil leve stille er Gollummer. Jeg kan sagtens finde ud af at skrive en sms til én jeg godt kan lide.
”Vi bliver henført af litteraturmenneskers sprog og det medfører altså en rigtig ubehageligt og stressende følelse af selvtab og noget der er grimmere end stress, men som vi benævner stress, for ikke at virke tossede.” Jeg er bedøvende ligeglad med om I ikke vil lyde tossede for I er bindegale.
Voksne mennesker er vrag.
”Nå ja. Kan vi ikke få lov at være vrag i fred, for vi kan godt finde ud af at dosere netflix på en måde der involverer en behagelig form for selvtab.”
Nej nej. Ikke så hurtigt. Fantasi, personality og samlethed er skattede egenskaber hos mennesker der elsker mig, dvs. min familie og mine venner. Ja, måske foretrækker jeg ligefrem personality og samlethed i måden de behandler mig kærligt frem for ligefrem fantasi. Fantasi er heftigt og radikalt.
Fantasi er
1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.
2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.
3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.
4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.
Jeg har brug for smil, klap og et kærligt blik og en sms og en hyggelig snak og en krammer. Ingen af disse ting har jeg nogen som helst brug for bliver gjort på en fantasifuld måde. Men personality og samlethed kan jeg derimod bruge. Jeg kan egentlig slet ikke forestille mig kærlighed rettet mod mig uden personality og samlethed. Og én, uhyggeligt vigtig, ting mere: Horisont. En levende horisont.
Er det muligt at mødes i fantasi i et kommentarfelt?
Jeg er skeptisk, men åben overfor ideer.
Jeg har således eksempler fra mit liv på mennesker der har mødt mig i fantasi. Jeg kan ikke forklare det, men jeg er meget glad for det, for jeg føler instinktivt at fantasi er noget større end horisont. Men fantasi er saft susemig ikke noget der skal ødelægge min nattesøvn!
