Da jeg var 11 år gammel skete der noget helt vidunderligt. Jeg hørte en af mine bedsteforældres gode mandlige venner sige ordet guttermand. Dengang var ordet ved at dø, men jeg oplevede det altså i dets sidste stund. Manden jeg refererer til var vel født omkring 1910. Det er vildt! 1910 styrer! Jeg fik dette ord forærende til evig arv og eje og hellere end at forstå hvorfor ordet døde vil jeg derfor dele det ud til mine læsere fordi det er så uhyre vigtigt. Guttermandsordet understøttede og gav mening til så såre vigtige menneskelige begreber som civil ulydighed, stikkerdrab og møgfyr, men nu er det af uransalige årsager ikke længere iblandt os. Civil ulydighed, stikkerdrab og møgfyr, tænk engang, ja, man bliver helt let om hjertet ved at læse ordene der funkler som fyrtårne en tåget majnat på et stille hav, er døende i dag, i 2019, de er åbenbart blevet smittet af den dødelige sygdom der overgik guttermandsordet og jeg håber ikke de lider samme skæbne. Men vent. Hvordan er det med forfatterordet. Skal vi ikke i det mindste blive enige om at en forfatter gerne må være en guttermand. Der er ingen respekt omkring forfatterordet længere. Hvis vi genopliver ordet guttermand med en helt masse fremragende bøger vil vi stå stærkere som mennesker. Så eksisterer hele fem ord igen. Guttermand som soklen der bærer civil ulydighed, stikkerdrab, møgfyr og forfatter.