Der er folk hvis væren-i-verden påminder os om forskellige ting. Zap Frandsen er en af de mere insisterende af slagsen. Han minder os om at vi skal gøre ligesom Einstein hvis vi er i tvivl. Det er et leveråd som hans lillebror har svært ved at efterkomme. Han er ofte i tvivl. Lyset dæmpes. Rakka Kat, det yngste af de tre lovende børn, tager mikrofonen på en overbevisende og (og/eller? hej, hej, jeg fik lov at skrive denne parentes og jeg er praktikant på Den Anden Avis og hedder Gry Feldspat) eller, siger vi så bare, scenevant måde.
”Et katteslagsmål i Wyoming.”
Overbevisende stilhed. Publikum læner sig frem i stolene. Rakka Kat har taget fusen på publikum ved kun at læse titlen på sit nye prosastykke. Kæmpe tilfredshed.
I pausen møder jeg pigen og professoren.
Pige: ”Jeg troede det var en haiku. Et katteslagsmål i Wyoming.”
Professor Blommert: ”Den var skarpsindig. Det er faktisk en haiku.”
Pige ser beundrende på professoren.
Undskyld må jeg lige afbryde jeres lille passiar?
Professor Blommert ignorerer min forespørgsel og rækker os hver et marcipanbrød: ”Der var engang jeg instruerede mig selv i en film hvor jeg var eneste medvirkende.”
Pige: ”Det lyder som du foregreb selfiekulturen.”
Det var åbenbart en intern vits. Pigen og professoren griner overgivent. Jeg venter til de lige har set mit ansigtsudtryk med at grine. Mit ansigtsudtryk går ud på at jeg forsøger at danne en pil der viser mod højre, alene ved hjælp af øjnene. Professoren farer sammen og hopper op i favnen på pigen. De forsøger begge at skjule hans rutinemæssige studentertilnærmelse. Jeg kigger på dem. De har blameret sig forfærdeligt. Jeg rykker i pigen. Hun følger desværre efter. Å nej endnu et engangsknald hvor jeg forelsker mig hals over hoved efterfølgende. Jeg prøver at løsrive denne professor fra hende. Denne skide professor. Han er sikkert ligeså skør i bolden som jeg. Ligesom alle. Jeg har to problemer med at forstå hans rolle i dette her. Inden for det andet problem har jeg fem problemer og sådan fortsætter det til vi når Roskildevej. På dette tidspunkt begynder jeg at tvivle på om hun vil opnå vores bredspektrede sindssygdomserkendelser. Fordi hun tilhører det svage køn. Fordi hun ikke har mod nok. Er det en hævn? Å hun er smuk. Jeg håber det er en lille slags hævn, men det kommer jeg til at sige højt, hvorefter hun bider professoren i det grå, uldne skæg. Professoren har oplært mig og København er en jungle. Byen er i virkeligheden slet ikke noget for mig. Professoren har mistet stemmen, men nu er det ham og mig der griner. Pigen nyder at klokke i det.
