Takhøj sidder i sin stol og sover. Jeg skubber ham ligeså forsigtigt hen foran bornholmeruret og ruller meteoren op på hans anden side. Mit nye kvindelige bekendtskab, Sene Maradjøngade, betragter mig og jeg drejer hovedet småforvirret og fæstner mit kærlige blik som hun ikke gengældte på det lille træ. Jeg skæver til Sene og noterer mig at hun har opdaget mit blik. Det var lidt stift af mig at overføre kærligheden til hende til det åndssvage træ. Hun brummer på en meget kvindelig måde. Takhøj mumler og vågner.
”Facebook!”
”Rolig Takhøj. Facebook er her.”
”Er du Facebook?”
”Jeg er Sene.”
”Du ligner ikke Facebook.”
”Jeg er ikke på Facebook i hvert fald.”
”Hvoraf kommer det sig?”
”Jeg kan ikke like uden at blive søvnig.”
”Hvad siger du, mit barn?”
”Like. Uden at blive træt. Mig.”
”Jeg er så træt. Hvem har anbragt mig mellem bornholmeruret og meteoren og skal vi snart have kaffe?”
Sene tager et fast greb i Takhøj og de begynder den besværede vandring mod kaffebordet. Jeg rejser mig og retter lidt på meteoren: ”Et dejligt håndfast, omend ubrugeligt, vidnesbyrd om at der trods alt findes noget i det vi kalder universet som dog snarere udgøres af de billeder der danner sig på nethinden før vi falder i søvn. Hold øje med de billeder!”
Sene slipper Takhøj der falder om på gulvtæppet med et bump. Hun indrømmer at jeg er klogere end den aldrende professor.
