Skæpper Garadján kigger forundret på mig. Han er aldrig blevet interviewet før og har derfor ikke vidst hvordan han skulle forberede sig.
»Jeg er ikke blevet interviewet før.«
Men du kender vel interviews fra tv?
»Jeg har ikke tv.«
Men du ser vel tv?
»Nej.«
Se her.
»Hvad er det?«
Det er et tv.
»Det var lille. Hvem er han?«
Det er fader Bransalund. Han bliver interviewet.
»Hvordan gør han sådan helt faktuelt?«
Han besvarer bare spørgsmålene.
»Hvad hvis der er noget han ikke ved eller ikke kan udtrykke?«
Sådan er det ikke i et interview. Der flyder samtalen. Ligesom nu. Mellem os to.
»Aha. Det havde jeg ikke troet. Jeg bliver interviewet lige nu.«
Ja. Vi er faktisk færdige.
»Hold kæft, du var god til det!«
Hold op. Det var da dig der var god til det! Jeg har jo prøvet det før.
»Er du også blevet interviewet?«
Jamen folk gider ikke høre på mig.
»Sådan må du ikke sige.«
Jeg skal sige dig noget. Hvis man har et stort ego og ønsker at fylde noget i folks bevidsthed, så skal man faktisk være interviewer og ikke den der bliver interviewet.
»Skal man ikke dæmpe sig lidt ned i stedet?«
Man kan jo ikke lade være med at sprede herlig energi, når man først får det lært, som min onkel altid sagde.
»Hvad var din onkel?«
Murermester.
»Var det ham der puttede en enkelt blommesten ned i mørtelen dengang han beklædte Kronborg med søde små skorstene til dansefestivallen i otte?«
Hvordan kunne du vide det?
