Først udgav han „Grimme digte“ og bar vand, dernæst „Uspiselige Oder“ og bar mere vand, men nu slapper han bare af, kan man sige, bålet er slukket, han har udgivet den bog alle ventede på, nemlig den rygløse bog der blot er betitlet Peo. Ordet peo er den senegalesiske måde at fremhæve eller betone og, i sjældne tilfælde, fastslå sandhedsværdien, ved bistand af en lille pind opsamlet fra skovbunden der knipses mod en almidelig klokke, af sætningen „uret slår“. Da han udgav bogen på en forblæst bjergtop i Roskilde fløj siderne væk og måtte indsamles af venlige men en bitte lille smule sure folk fra landet. Nu manglede der 18 sider men, hu hej!, dem var det ingen sag for teenageren Krægmod Kropslugt at gætte sig til. Krægmod anstrengte sig lidt ekstra og tjente lidt ekstra oven i aviserne. Derefter stod han på ski nedad aviserne i sin onkels store sko.
Fra selve ordet Peo kredser bogen indad i en højst forsigtig og naiv spiral indtil handlingen, igennem dens sindrige bevægelse gennem sætningerne, støder på bogens egentlige Ikast, altså tema, Ikast er blot et venligere ord end tema, fordi e’et i tema kan trækkes næsten uendelig langt ud på en både rasende og rasende arrogant måde, som er: tada! Ydersiden af dambrikker.
Da emnet først er indkredset på så formfuldendt og behændig vis er det ingen sag for forfatteren, Vasso Kimono 11, at sige knips til hele molevitten og så sker der det helt afgørende at der går en handling igang og det er første gang det sker i en faglitterær bog. Det ville svare til at den 18. person på side 411 i telefonbogen havde en usædvanlig lang næse.
Brikkanten Edvin „Merse“ Christiansen husker en detalje fra bogens modtagelse:
„Al denne tidstypiske knipsen med dambrikker fik i foråret Kallikles Begramme til at foreslå at man omkransede selve spillepladen med en ramme med beg, et forslag der blev modtaget med stående bifald i Torrut.“
