Jeg børster mig. Børster håret. Støv flyver op omkring os. Det er Tot Näpurs fødselsdag. Igennem de næste seks dage vil han koge pasta konstant, men overlade kogningen til en assistent imens han sover eller når han ikke har lyst til at koge pasta. Jeg er kommet ud på en umulig opgave. Hvorfor? Fordi jeg har giftet mig med Tot Näpur. “Gift dig med en journalist og du vil få noget fortryllende grønt hår.” Sådan lød oplægget til programmet. På papiret lød det meget godt. Men det papir var lavet af kvarts! Jeg har ingen ide om hvorfor min chef altid skal skrive på tallerkenerne. Jeg synes at kvarts er et af de værst tænkelige materialer til tallerkener fordi det er gennemsigtigt, man kan se bordet igennem tallerkenen og et bord er ikke til at holde ud at se på. Det har sådan et kemisk udseende. Det eneste pæne borf er det spiseborf vi har stående derhjemme hvor vi borf. Borf? Bord selvfølgelig! Det bider jeg mig fast i fordi det er så smukt. Nå. Nu kommer Tot Näpur tilbage. Han har lige været afsides. Det røvhul!
