Det var morgen. Det susede i grantræerne. Det var vindstille. Rine hadede grantræerne. Det hviskede i granerne. Rine hadede granerne.
Lidt senere var Rine i skole. Der var ikke indtruffet noget siden det med morgenen hvor Rine vågnede.
”Kalle Shompoo rejser rundt i historierne med det samme gamle land.”
Rine elskede læreren. Ved siden af ham stod Kalle Shompoo. Han rejste rundt i historien med læreren. Den samme gamle historie om bæveren Iris der bed børnene. Lede kryb! Iris vidste ikke hvad hun hadede mest, hikstorien om bæveren eller selve den fiktive odder af en bæver!
Rine hadede historien her og historien om bæveren Iris og selve Iris. Fordi Rine hadede flint. Alting er lavet af flint. Og der var slet ikke nogen Kalle Shompoo og Rine hadede læreren. Det betyder altså at der heller ikke var nogen historie om odderen Iris eller nogen Iris for den sags skyld. Det hadede både Rine og Iris. At der ikke var nogen Iris.
Pisse sad og knipsede til sit viskelæder. Han kiggede over på Rine. Rine hadede Pisse. Pisse hed slet ikke Pisse. Han hed Lorte.
Rine havde bare været i dårligt humør. Læreren var slet ikke så slem. Han talte om Hollywoodstjerner. Pisse havde aldrig heddet Lorte. Historien om bæveren Iris fandtes da for såvidt som Iris eksisterede i Rines fantasi.
Johannes Birk-Enesen havde også masser af fantasi. På en måde var det tosset at nogle blev udnævnt til Hollywoodstjerner når alle havde så meget fantasi som tilfældet var. Rine kiggede på Dansatta. Det var udsædvanligt at bage midt i timen. Dansatta bagte bare brød.
Rine var så glad for menneskene og verden. ”Kan jeg velsigne?” Nej, Gud kan velsigne, havde hendes far svaret. Alligevel havde hun lyst til at velsigne hvert et lille træ når hun og hendes familie kørte i tog. Men det var åbenbart sådan at kun Gud kunne velsigne. Men man kunne lyse velsignelsen over en anden, havde far sagt.
”Hollywoodskuespillere spiller godt.” Hvad så?!
