Flemming Alhubert står i solen under et træ og vasker hår med en teske.
“Det kan man faktisk godt.”
Jeg indrømmer at det kan man godt, men det ser faktisk ud som om han bare vasker hår normalt. Teskeen ligger i skrædderstilling på det, i betragtning af at vi befinder os i en lysning i en subtropisk skov med egen indkørsel og virkelig pæne lygtepæle, lidt opsigtsvækkende sofabord og ser mystisk ud.
Jeg ved at kvinden i hans liv om en stund kommer ud fra træerne og jeg foreslår at vi gemmer teskeen lidt væk i denne hans stjernestund hvor han bliver interviewet til den berømte The Other Newspaper hvis stjerneskribent undertegnede er. Men han insisterer på at vaske håret med teskeen, hvilket får mig til at fundere over hvilken slags kvinde hun er, når hun kan goutere at en mand vasker hår med en teske, eller, rettere, med en teske liggende foran sig.
Han fortæller levende og interessant om hende. Det tager en rum tid, men den føles kort. Jeg betragter det tætte løvhang og sandelig ikke om hans levende ord sammen med hans kropssprog, ansigtsudtryk og de for ham karakteristiske fagter med den historisk interessante mønt i langsomme bevægelser i strakte arme over hovedet får kemien mellem dem til at træde frem ganske synligt fra løvhænget i form af en lidt støjende, kludret men absolut behageligt udseende person i let forrevent sæt tøj og det førend jeg overhovedet kan høre hendes ankomst i de knasende blade langt inde mellem træerne.
Da jeg aldrig tidligere har mødt en inkarnation af kemien mellem to fremmede mennesker men bliver ganske beroligende og varmt behandlet af manden der er ingen ringere end Ferdinand Blåsk, med håndtryk, omfavnelser og gentagne behagelige skulderklap får jeg lejlighed til at tænde min pibe og justere min ene sko med en svensknøgle så den ser pæn ud.
Jeg har aldrig følt mig så på en og samme tid afslappet og inspireret som i selskab med Blåsk. Vi får lejlighed til at spille kort og fange en krabbe inden han siger pænt farvel og atter træder ind i skoven som skjuler ham øjeblikkeligt.
Og dér kommer kvinden ud. Jeg kender kemien mellem dem fra Ferdinand Blåsk men det viser sig selvfølgelig at jeg ikke kender hende. Vi leger navneleg og jeg taber et hårdkogt æg.
