Home Non-categorized Ferdinand Blåsk: “Kærlighed er lige noget for mig”

Ferdinand Blåsk: “Kærlighed er lige noget for mig”

927

Flemming Alhubert står i solen under et træ og vasker hår med en teske.

“Det kan man faktisk godt.”

Jeg indrømmer at det kan man godt, men det ser faktisk ud som om han bare vasker hår normalt. Teskeen ligger i skrædderstilling på det, i betragtning af at vi befinder os i en lysning i en subtropisk skov med egen indkørsel og virkelig pæne lygtepæle, lidt opsigtsvækkende sofabord og ser mystisk ud.

Jeg ved at kvinden i hans liv om en stund kommer ud fra træerne og jeg foreslår at vi gemmer teskeen lidt væk i denne hans stjernestund hvor han bliver interviewet til den berømte The Other Newspaper hvis stjerneskribent undertegnede er. Men han insisterer på at vaske håret med teskeen, hvilket får mig til at fundere over hvilken slags kvinde hun er, når hun kan goutere at en mand vasker hår med en teske, eller, rettere, med en teske liggende foran sig.

Han fortæller levende og interessant om hende. Det tager en rum tid, men den føles kort. Jeg betragter det tætte løvhang og sandelig ikke om hans levende ord sammen med hans kropssprog, ansigtsudtryk og de for ham karakteristiske fagter med den historisk interessante mønt i langsomme bevægelser i strakte arme over hovedet får kemien mellem dem til at træde frem ganske synligt fra løvhænget i form af en lidt støjende, kludret men absolut behageligt udseende person i let forrevent sæt tøj og det førend jeg overhovedet kan høre hendes ankomst i de knasende blade langt inde mellem træerne.

Da jeg aldrig tidligere har mødt en inkarnation af kemien mellem to fremmede mennesker men bliver ganske beroligende og varmt behandlet af manden der er ingen ringere end Ferdinand Blåsk, med håndtryk, omfavnelser og gentagne behagelige skulderklap får jeg lejlighed til at tænde min pibe og justere min ene sko med en svensknøgle så den ser pæn ud.

Jeg har aldrig følt mig så på en og samme tid afslappet og inspireret som i selskab med Blåsk. Vi får lejlighed til at spille kort og fange en krabbe inden han siger pænt farvel og atter træder ind i skoven som skjuler ham øjeblikkeligt.

Og dér kommer kvinden ud. Jeg kender kemien mellem dem fra Ferdinand Blåsk men det viser sig selvfølgelig at jeg ikke kender hende. Vi leger navneleg og jeg taber et hårdkogt æg.

Previous articleEssay: Jeg er sikker på at mange åndspersoner ynker folk der ikke er religiøse
Next articleSmåsur over et eller andet 4: Småsur over ikke at kunne sætte ord på hvad der er fælles for disse tre udmærkede og sympatiske portrætfotos
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)