To mænd er fangede i en malstrøm af gigantiske proportioner. Kun dem og den er synlig. Man fornemmer tydeligt at det er udendørs i en slags hav, men hverken horisont eller himmel er synlige. Vandspiralen bevæger dem rundt og rundt, fra side til side i biografen. Der sker ikke andet i filmen end at de snakker. En sjælden gang imellem tager de en mobiltelefon frem, op af vandet, som de betjener og aktiviteterne på telefonen klippes ind over. I lærredets bund kører det vigtige tekstspor i læseretningen konstant med kommentarer og andet. Det er meningen at såvel tekstsporet som selve dialogen, der udspilles på folkedybets sprog engelsk, udgør hver deres, knapt sammenhængende opmærksomhedssfære. Tekstsporet skal insistere på at værkets centrum er tekstsporet, mens den talte dialog skal være ligeså ivrigt opmærksomhedskrævende.
Hele setuppet skylder selvfølgelig alt til det absurde teater.
Min forhåbning med filmen er at folk vil få et velkomment indblik i distrikpsykiatrien og overveje den som en mulighed når filmen er slut eller efterligner den i deres dialoger/selvforståelse.
Jeg fornemmer helt sikkert at tiden er moden til, måske ligefrem skriger på Double Maelstroem. Folk er inderligt trætte af de lone fighters som vi siden eksistentialismens puritansk nedgroede dage er blevet stopfodrede med.
Emnet for filmen er passion, dobbelt passion og tredobbelt passion, kort sagt sex og kærlighed. De to personer er begge lonesome fighters hentet direkte ud af virkeligheden år 2017 armeret med mobiltelefoner og åndssvage drømme om at cykle imod dæmonerne uden at give hverken samtalen eller den mellemmenneskelige varme en chance. De er ikke de to programmører hos Houellebecq’s Udvidelse af Kampzonen, men mere klassisk Fornuft og Følelse. Sympatien skal ligge hos dem begge. Fornuften har masser af indvendinger men er underspillet viis snarere end kynisk og dum. Følelsen har stil, udsyn og humor svarende til Den Anden Avis.
“Er du leveringsdygtig i en malstrøm?”
“Jeg leverer malstrømmen.”
“Hvordan vil du have den?”
