“Eftersom jeg i min ungdom følte mig begrebsligt afskåret fra at befatte mig rationelt med det nonsens, ævl og tågesnak der går under samlebetegnelsen det utydelige, indkøbte jeg et badeværelse fuld af damp af min badende hustru og betragtede mit spejlbillede indgående.”
Hvilke spændende indsigter kom der ud af det?
“Jeg kunne ikke se en skid!”
Men vakte fiaskoen din interesse for det utydelige?
“Jeg holdt mine øjne ud fra kroppen og betragtede mit ansigt med de to tomme huller. Det var cirka sådan jeg ser ud.”
Prøvede du at gnubbe på spejlet?
“Gnubben er uvidenskabeligt.”
Jeg vil påstå det er særdeles vanskeligt at leve i den moderne verden uden at gnubbe en gang imellem.
“Jeg gnubber gerne uden for laboratoriet. Når jeg sidder i kantinen holder jeg meget af at gnubbe skiven på mit ur.”
Det lyder både tiltalende og friskt.
“Det frisker lidt op på tingene.”
Hvad er det utydelige for dig?
“En person. Et dejligt menneske. En kvinde der helt nøgen bryder gennem vandoverfladen i al sin betagende fysiske mangfoldighed. Vi er helt alene. Det er november. Vi bader.”
Det lyder røv kedeligt.
“Det er som man tager det.”
Vi forbinder ofte det utydelige med intellektet og synssansen, men kan det også være en gammel, knitrende lydoptagelse med en svensker?
“Nej.”
