Aleksander Njü, flådeminister i Congo, har oprettet et måbende billede på det sociale medie fimfa. Sekretær Zeno Vat besvarer spørgsmål om fotografiets overordnede kvalitet.
Synes du fimfaportrættet ligner et menneske?
“Det har jeg svært ved at vurdere, idet jeg kender ham.”
Jeg synes han ligner en der er fanget på det forkerte ben. Portrættet er malplaceret an sich. Der er, i selve valget af dette billede, sket det, at det ikke så meget handler om at portrættere et levende, dødeligt menneske som at dubiøst viderebringe en glad dynamik. Noget med overskud og “strålende usædvanlig integritet” er mit bedste bud. Men jeg må indrømme at vendinger som “her kommer jeg” og “en helvedes karl” kommer nærmere virkeligheden. Måske er der tale om et statement, en slags handling: En nådesløs afvisning af selve pointen i at lade sig afbilde som et menneske. Men altså. Et ansigt er en slags svar. Dette portræt afviser at alle ansigter er en slags svar og føjer sig til mængden af dårlige portrætter. Når jeg kigger på det bliver jeg arrig og forpustet.
“Så kig på det her portræt i stedet.”
Samme sag. Hun kunne ligeså godt have sagt skråt op til hele verden. Som psykisk sårbar er jeg fornærmet. Hun er vært for et kulturprogram og dette billede siger alt.
“Det er lige det det gør.”
Hun vil formidle kultur og hun lever i en sfære man kunne kalde “tilværelsens ulidelige lethed”. Hun kender ikke alternativet til denne lethed. Hun er i lethed når hun går på kulturarbejde. Det må betyde at hun strækker sit selvbillede til det yderste for kulturen og for sit arbejde. Løgn og anstrengt besvær. Jeg synes det er ubarmhjertigt gjort over for lytterne at sige skråt op til dem der skal lytte til hendes program. Al den attitude altså. Hun ligner Mickey Mouse.
“Hvad vil du råde folk til når de vælger deres profilbillede?”
Jeg er ligeglad med hvad private mennesker gør med deres profilbillede, men offentlige personer skal se tænksomme ud. De skal så at sige snobbe lidt for tanken og dybsindigheden når de “ser ud” og poserer for fotografen. Gerne lidt forpinte for at man kan være sikker på at de er prægede af andet end ulidelig lethed. Jeg kan ikke lide tanken om at folk der har det for godt skal fylde op i det betydningsbearbejdende segment. Så det er altså ikke kun noget med skizofreniplagede distriktpsykiatriske kompetencer men en naturlig alvor omkring at man da i hvert fald ikke har det 100 procent godt. For det er løgn.
“Hvad kan man gøre?”
Det er det pokkers der er ve’et.
“Vent.”
Hvad? Hvad?
“Kunne man ikke lave et radioprogram med den titel?”
Jo. Hvilken titel?
“Det du netop sagde, dit kødhoved.”
Det er det pokkers der er ve’et?
“Ja!”
Tja. Det må du selv gøre.
“Ved du hvad jeg har en aftale med en snøre.”
Det er også ved at være sent.
“En grøn.”
Hvad? Hvad?
“Grøn. En grøn snøre.”
