Hør nu engang hest. Jeg kan godt lide den symbolik der omgiver dig. Folkloren, fortællingerne, forvirringen, fordæktheden, forfatterskaberne. Men din opførsel i virkelighedens verden er altså bare en lidt anden historie. Jeg fornærmer dig næppe ved at sige at du er blevet fremelsket til at blive større end din art oprindelig var. Ikke blot det. Du bevæger dig i mærkelige ryk. De ryk kan ikke bortforklares og pæne er de ikke.
Prrrr.
Nå. Hvorfor er der glas på min næse spørger du. Briller. Jeg er ny.
Prrrr.
Nå. Du ved altså besked med hvem jeg er. Jamen så snup da lidt havre gamle dreng. Hvad har fru Beethoven egentlig sagt om mig? Jeg mener: Siden du siger at jeg tager mig sammen på den forkerte måde.
Prrrrrr.
Jamen det gør jeg. Hylder det utydelige menneske. Ja ja jeg ved godt hvad du vil sige…
Prrr.
Ja ja jeg ved godt hvad du vil sige. Hyld løs og alt det der. Forsvundet fra sig selv. Det utydelige, småtossede, spøgelsesagtige menneske. Jeg bliver ved med at hylde det.
Prrrrrrrr.
Og du bakker mig op. Det er fint du.
Prrrr. Gas og vand.
Vent lige. Upselupse. Du kan tale. Upselupse. Så kan jeg jo lægge to og to sammen og sige det bliver fire. Upselupse. Men du fortæller ikke noget til fru Beethoven, vel?
Prrrr.
Go hest. Go hest.
Prrrrr.
Nu kommer fru Beethoven. Upselupse. Jeg anbefaler at vi simulerer en genkendelig trafikal situation. Her er noget trafiktøj.
Prrrr.
Passér gaden.
Fru Beethoven: Nå så det er her I står og hygger jer. Jeg troede I var i svinestalden. Fortsæt I blot jeres samtale. I behøver slet ikke lave al den trafik I kære.
