The Other Newspaper er taget ud til det store hav for at møde en mand der ikke finder sig i alt muligt pis. Flere gange mister vi orienteringen og laller og leger turister mellem enebærbuskene fordi vi ikke kan forbinde denne egenskab med noget meningsfuldt eller virkeligt. Der kommer sne på adressesedlen fordi vi kommer til at lege med den. Snart efter bliver den næsten opløst af sol. Snart efter taber vi den ned fra hesten. Da vi skifter til motorkøretøjer flakser den ud ad vinduet og ræser ned mod stranden og vi må løbe for at indhente den. Med andre ord: Vi gider ikke denne opgave. Da sedlen ender med at forsvinde over os og ud i bølgerne er vi nået frem.
Vores forudgående, rent spekulative, diskussioner har drejet sig om 1. hvorvidt der er tale om en egenskab (”finder sig ikke i alt muligt pis”), 2. hvorvidt egenskaben kan tillæres, 3. hvorvidt egenskaben kan tillæres af umodne mennesker som The Other Newspapers fotograf, samt 4. hvorfor denne mand er flygtet fra andre menneskers selskab til dette isolerede sted? og 5. vigtigst: hvad består egenskaben i og hvordan taler man (han) om den.
”Jeg vil bare være i fred.”
Hvorfor bor du ved havet?
”Fordi havet siger: Det er ok med helvede. Helvede er en biting. Noget ligegyldigt. Stiger man ned i havet på denne årstid bliver man opslugt og tilintetgjort. Men jeg har også rigeligt i at høre på og se ud over havet. Vinden raser på havets præmisser. Vinden afslører det hele. Alt jeg vil vide. Og se på havet. Og se på havet. Langt mere frygtindgydende end den vildeste helvedesfantasi.”
Det er et flot forhold du har til havet.
”Synes du?”
Ja. Helt ærligt.
”Det finder jeg mig ikke i.”
Nej, men vi kan da også godt sige at det er et realistisk forhold du har til havet.
