Home Non-categorized Forfatter: Jeg har selv valgt min upopularitet

Forfatter: Jeg har selv valgt min upopularitet

1031

Hvorfor valgte du at blive upopulær?

“Det kom naturligt.”

Det lå lige til højrebenet?

“Jeg rammer ikke så tit bolden.”

Hvor udbredt er selvhøjtidelighed blandt forfattere?

“Jeg kan kun tale for mig selv. Jeg synes jeg har en vigtig mission. Kva det kan man godt kalde mig selvhøjtidelig.”

Men hvorfor i alverden vil du så ikke have masser af læsere?

“Det skyldes to ting. Dels tilhører jeg en generation af forfattere der tror på at virkningen af det de skriver ude blandt folk er mystisk-homøopatisk og dels vil jeg gerne leve stille og ubemærket.”

Jeg tror det er farligt hvis forfattere ikke stiller sig frem. Nogen må være ærlige og følelsesmæssigt nuancerede og afslappede.

“Det er meget vanskeligt at få folk til at slappe af via litteratur efter de har lagt bogen fra sig.”

Jeg hørte et langt interview med Chaplin for et par dage siden. Det var fra 1952 hvor han er i London i forbindelse med lanceringen af Limelight, som jeg og mange andre anser for et filmisk mesterværk. En af radioprogrammets gæster spørger Chaplin hvad meningen mon er med at folket drømmer om stjernerne i Hollywood. Han svarer: Nothing transcends personality. (“Personlighed er det ypperste vi kender.”) Det slog mig som en meget interessant holdning, også for den tid vi lever i nu, i 2017. En masse spændende spørgsmål rejser sig for mit blik. Hvad hvis vi er gode nok hver især i kraft af vores personlighed? Hvad hvis vi ikke skal gemme os bag værket og forløse det, men i stedet vise vores personlighed. Fordi: Hvad hvis dette, personlighed, som er så vanskeligt for os selv at se og så let for andre der kender og elsker os (men ikke nødvendigvis forstår os) at se og erkende netop er det bedste ved os? Hvad hvis de bøger hvor forfatteren næsten “meddeler sig hel” i virkeligheden er de mest kærlige? Hvad hvis Gud elsker vores personlighed mere end Han elsker vores holdninger som er baseret på en masse forestillinger der er lånt fra andre? Er tiden ikke led og ked af dette synspunkt, denne tanke? Er jeg ligeglad med tidens dom?

“Det tror jeg du er.”

En personlighed.

“Det kan godt være Chaplin havde ret.”

Chaplin får et point.

“Lad os give ham 10 point.”

Ja.

“Så er vi på den sikre side.”

Previous articleNidgers dilemma
Next articleDigtoplæsningen i Krager Pseo
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)