Gerhard Lufthaus er et af den slags mennesker der tyder. Vi kender alle til det med at falde i staver over en ubetydelig detalje ved skroget på et træskib. Den slags planløse registreringer har Gerhard gjort til en levevej.
“Jeg gør noget alle kan,” siger han, siddende på hug med blikket rettet mod en bordtennisbold der ligger i græsset. Men så er der nogen der laver spilopper med ham. Bolden flyver en halv meter opad og lander et lidt andet sted. Gerhard er i trance. Han vil aldrig blive sig selv igen. Sådan er min fornemmelse, da jeg slukøret forlader stedet med de to fly.
Et halvt år senere møder jeg Gerhard der kommer vaklende med armen om jordegernet og en whiskeyflaske i hånden. Det er min klare fornemmelse, ja, lidt grødet er en sådan vel altid, at jordegernet siden episoden med bordtennisbolden har forsøgt at redde Gerhard på sin egen måde. Og det er en dum måde.
