Home Non-categorized Giacometti har fortalt mig, at alle danskere arbejder

Giacometti har fortalt mig, at alle danskere arbejder

712

Tillad mig at spørge: Hvad skulle der til for at du, ærede læser, beder din partner om at forsørge dig, så du kan gå hjemme? Jeg har spurgt en skulptur oppe på Louisiana hvor min lille datter legede i går. (Jeg fik intet svar.)

Jeg har den dybeste respekt for en kunstner der formidler at sorg er det mest komplekse i livet. Selvfølgelig ved at bruge ord, for Giacomettis åletynde bronzeskulpturer er ord som får børn til at lege ved deres klodsfødder. Voksne læner sig frem på en gang tryllebundne og barnligt tvivlende med det store spørgsmål om sorgens kompleksitet svævende i fantasien: Er livet virkelig så enkelt at sorgen er det mest komplekse der er? Giacometti vil selvfølgelig svare ja og jeg med ham. Sorgen gør os koncentrerede og kvikke. Vi er i samme båd. Vi er universets ankerlignende spørgsmålstegn.

Tillad mig atter at spørge: Hvad skulle der til for at du, ærede læser, beder din partner om at forsørge dig, så du kan gå hjemme?

Giacometti har fortalt mig, at alle danskere arbejder.

Alle er gode nok. Også dem der er for egensindige til et lønarbejde. Lad os bare være generøse og sige at psykisk sygdom, manglende robusthed og hvad det ellers kan være der gør at lønarbejde for den ene forælder er urealistisk alt sammen rubricerer under dette skønne ord: egensind.

Et kærlighedsforhold åbner altså døren på vid gab for at du kan tage denne diskussion, for din partner passer på dig, ligesom du passer på din partner. Der skal intet som helst til for at du og din partner kan sætte jer ned med aftenteen og overveje hvor enkelt svaret er: Svaret er: Ja. Du kan godt spørge din partner, om du må gå hjemme. For der skal ingen ting til. Der kan sludres meget pænt frem og tilbage hvor tosset det er, det jeg siger, men tag dig i agt, for pænheden sludrer og den var lige før had og hadet var lige før sorg, som er det mest komplekse i livet. Giacometti taler sit tydelige sprog. Men tag lige noget sort tøj på næste gang du laller rundt oppe på Louisiana for jeg kom til at tage lyse bukser på og en stangskjorte. Hihihihi.

(Illustration: Alberto Giacometti, radering af Jan Hladík. 2002)

Previous articleMen stille er ikke det vi er
Next articleFlæk Bajer: “Jeg skrumpede ind til næsten ingenting”
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.