Mig?! Å jo, det bliver interessant så. Jeg blev jo født i en kridtmine for dåller år siden. Dåller stod og reparerede væggen og alting var meget hemmelighedsfuldt og nyt. Der var noget særligt ved varmen, sagde man, derinde. Da jeg kom ud løftede min mor mig op mod loftet og jeg lyste et øjeblik som en lampe og jeg så opmærksom og skuffet ud. Det viste sig at der var for mange træer i verden og jeg blev sat til at trille og knuse Mariekiks for at jeg med det samme forstod hvad det vil sige at have et arbejde. Min Far så straks at jeg var både køn og sindssyg og sagde strab-strabalak! Jeg betragtede min Far og vi blev så møre af lykke over at vi havde hinanden, at minearbejderne, der var min Fars ansatte, kom anstigende med en pande for at stege os. Vi slog dem selvfølgelig over nallerne, som enhver ville have gjort. Allerede efter min første dag på jorden var jeg så skuffet over verden at jeg græd. Da viste min Far mig at der fandtes bambus og det fik vi en time til at gå med ind til en af pindene svippede op og ødelagde min tantes øje, hun stod og så på. Mine onkler, der var meget forelskede i en der hed Berit, kom ilende til og spurgte hvad der var hændt. Derpå ødelagde mine onkler deres øjne på samme måde og dette forhindrede dem i at se Berit. Jeg vil for evigt forbinde navnet Berit med skikkelige mænd der råber dybt inde i et bjerg. Hver gang jeg møder en skikkelig mand der råber inde i et bjerg viser jeg dem billedet af Berit.