Home Non-categorized Græskarkerneforeningen: Kerne ok

Græskarkerneforeningen: Kerne ok

910

“Når man er blevet spist 293 gange, ved du hvad, så er man lige glad med om der kommer en forening af folk med samme udseende som én selv og siger at man er ok.”

Er du ikke en kerne?

“Jo.”

Bo Kerne, den 39-årige græskarkerne og hjertestarter retter på kraven.

Er det ikke svært at blive taget alvorligt når man er græskarkerne?

“Skønhed kommer indefra.”

Er der ikke nogen der opfatter dig som afstumpet eller mærkeligt egenskabsløs, som en slags ligegyldig botanisk mellemregning i universet?

“Jeg vil sige det på den måde at folk jeg mødes med kan mærke min kerne. Og jeg kan mærke min samtalepartners. Det er et godt udgangspunkt for tillid og det at opbygge en relation.”

Du er for kerneagtig til min smag. Du praler.

“Jeg kan heller ikke lide dig.”

Ikke det?

“Næh. Du sidder i et radiostudie og interviewer en græskarkerne. Det er visionsløst.”

Men det er jo dig jeg interviewer. Er du ikke glad for det?

“I det store billede er folk ligeglade med om jeg er mig. Dine radioprogrammer handler ikke om andet end denne, menneskeligt set, banale relation.”

Du er hvid og lille.

“Og du er en gås. En mandlig gås. Hvad kunne være mere udsøgt pinligt? Der er intet, intet interessant ved at jeg er mig for andre end mig selv. Hvordan får jeg en dråbe vand i dag? Hvad gør jeg for andre mennesker? Se, det er min sag, min helt private sag. Forholdet mellem mig og jeg er bare ikke interessant. Måske hvis jeg var Gud. Gud er den Han er. Det er det jøderne mener når de siger Jahve. Det gælder bare ikke for græskarkerner og mennesker, for der spiller illusionen og drømmen ind. Men med din uinteressante tilgang som er dybt, dybt ligegyldig fordi du ser jeg’er og mig’er allevegne bliver illusioner matte og drømme blodfattige. Du kan med andre ord ikke tillade dig at suge livet ud af dine lytteres hverdag for du ved ikke hvad de har brug for og hvordan de har det. Du kan netop ikke tale med andre mennesker.”

Så du synes ikke jeg er en hyggelig fætter?

“Nej! Jeg synes du er en frikadelle. Lad der ikke herske nogen som helst tvivl om det.”

Eftersom jeg ikke er god nok til at udføre mit arbejde, som jeg i øvrigt enormt godt kan lide, bedes du karakterisere en god interviewer.

“Jamen de findes. Jeg ved ikke hvordan de gør. Det må du selv finde ud af.”

Previous articleErik Esel – “Til Deres tjeneste!”
Next articleThe Other Newspaper i teatret
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)