“Det er klart at det gør mest ondt på de steder der er mest følsomme.”
Betyder det så at du slog dig lige meget over det hele?
“Ja. Jeg mener helt klart der er grunde til at antage at kraften var den samme på alle de steder jeg slog mig.”
Meget vel.
“Men det gør som sagt mest ondt på de følsomme steder.”
Det er jeg klar over.
“Hvordan kan du være klar over det?”
Jeg tager dit udsagn for gode varer.
“Tak.”
Gør det stadig ondt, egentlig?
“På ingen måde. På ingen måde.”
Vi har talt om din dybe smerte.
“Jeg har stadig forbilledligt ondt i håndleddet.”
Javel. Hør. Der er en hævelse. Gør det ondt?
“Ja som sagt.”
Du ser forpint ud.
“Tak.”
Ingen årsag.
“Hvad hvis jeg skærer ansigt sådan.”
Så ser du endnu mere forpint ud.
“Jeg har ikke ondt mere.”
Dit ansigtsudtryk fortæller en anden historie.
“Min hånd er forstuvet.”
Jeg vil sige at det eneste synlige tegn på at du har slået dig så slemt netop er dit håndled.
“Jeg faldt.”
Ja.
“Jeg slog mig. Pas på!”
[Minse falder og slår sig. En myre der hedder Erin står på et blad og ser på og lader sig falde på samme måde i sympati. Myrer har langt mere sympati end man sædvanligvis tror. Myrer efterligner og afspejler menneskers smerte. Men når menneskene er glade er myrerne bare ligeglade. Så har de tid til at lave deres trivielle og ret udsigtsløse arbejde.]
Av. Det gør ondt over hele kroppen.
“Jeg husker smerten.”
Men det gør pisse ondt.
“Gør det?”
Pisse.
“Gør det rigtig ondt?”
Det gør enormt ondt. Der er næppe det sted på min dejlige krop der ikke er forslået.
“Nej. Det er ikke dejligt da.”
At slå sig som vi har slået os i dag er forfærdelig træls. Det gør stadig ondt på mig. Derfor irriterer det mig lidt at du blandt andet danser. Jeg ligger og ømmer mig.
“Du gør et for stort nummer ud af det.”
Gør jeg?
“Jeg skreg ikke hele tiden.”
Jeg holder snart op med at skrige så højt.
