En muse er et kompliceret begreb fordi det er overforenklet og ansporer til drøm, virkelighedsflugt. Vi kender alle til kvinder som med et dybt suk, der er mere hyklerisk overbærende end kærligt, siger ”Hun er hans muse”. Den slags kludderhoveder ejer ikke intellekt til at se at begrebet muse er et sprogligt miskmask. Begrebet muse vil være ureflekteret, sådan har sproget bygget det for at skåne os for at tage stilling til noget så radikalt som at bruge kvinder. Gå til Egon Schiele. Ham kunne jeg engang enormt godt lide. I dag må jeg konstatere, at han var mest optaget af skam. Han havde helt tydeligt ikke de intellektuelle værktøjer der skulle til for at forstå det, men han er undskyldt fordi han levede i en bornert tidsalder, hvor man røg i fængsel hvis malerierne lugtede af porno. Så er der Picasso. Læs Françoise Gilot’s Life with Picasso og bliv forvirret for alvor. En latterlig, hvis ikke direkte utålelig, herre. Men det er dog trods alt en mand der ”bruger kvinder i en højere sags tjeneste”.
Mænd og kvinder skal behandle hinanden mærkeligt.
Et blik kan bære forståelsen hjem. En god spontan kontakt kan bære arrangementet. Når jeg spontant udbryder ”Må jeg gerne tegne dig?” til en kvinde jeg finder skøn i solens og jordbærrenes tid kan hun sige nej.
Du har skrevet et maskulint miniessay om det at have muser i solens og jordbærrenes tid.
”Ja.”
Hvad sagde hun?
”Hun sagde lidt ad hvert og smed sidenhen tøjet.”
Hvad sagde jordbærret?
”Jordbærret nej nu er du fjollet.”
