“Det eneste, jeg siger er, at min idé er rigtig, rigtig god. Det er det eneste jeg siger. Til dig. Jeg siger det til dig.”
Jeg vil alligevel hævde, at hvis man anlægger, omend lidt halvklodset, hvilket det nødvendigvis må være, en sorgens optuk på det vi taler om, så ser man spørgsmålet i det rette lys og kan ane svaret som en svag stjerne yderst.
“Optik.”
Hvad?
“Du sagde optuk.”
Jeg stavede forkert, mens jeg sagde det.
