Hulla er historiefortæller og går i gang:
„Der var engang gamle dage. Dagen igennem oksede man. Dem der var heldige gjorde rent. Dem der var ekstra heldige stod med hovedet nede i en skuffe og sorterede ting der allerede var sorterede. Lavede altså ikke dagens gerning men stod med hovedet nede i skuffen. To sådanne heldige kvinzer, ups, kvinder, to sådanne heldige kvinder, stuepiger, var Bare og Jupiter. Sådan så de nemlig ud. Den ene rendte nøgen rundt evig og altid og den anden lignede planeten. De stod og talte sammen gennem et lille hemmeligt hul.
-Du, Bare.
-Ja?
-Tik, tak, tok.
Og sådan stod de og skæmtede hele dagen med tik, tak, tok og andre morsomheder da en flamme med et bankede på døren. Bare barede sig for at åbne, men da Jupiter lukkede op blev det for meget for flammen. Han måtte have et glas vand. Da han kom til hægterne rejste han sig op og deklamerede et eller andet ind mod væggen.
-Kan du se at komme herut!
skrålede Jupiter og hupsa-pandalupsa var det ud med sig. På vej ud så flammen et glimt af Bares bare og det var nok for ham. Flammen var god til den slags og havde nok gjort indtryk så det blev en god sommer. Hold da fest og hi og ho! Der var store planer og se, de blev alle til virkelighed så nu var der ingen til at underholde den stakkels Jupiter gennem hullet i skufferne. Derfor omgav hun sig med gas…“
En af tilhørerne slår en prut. Latter i salen.
„…og flyttede langt ud i universet. Og det er sådan vi kender Jupiter i dag. Som en stor bold.“
