»Jamen meget få sangstjerner kan spille en hæderlig guitarsolo.«
Den Anden Avis er taget til optagelsesprøve på skuespillerskolen hvor aspiranten Mia Fontæne gør sig klar til at improvisere i to minutter ud fra stikordene en glad schweizer. Ligesom mange andre der gerne vil være skuespillere er hun stærkt kritisk i forhold til om den glade schweizer i det hele taget kan gennemføres. Hun argumenterer således højlydt overfor et tavst dommerpanel om hvor vanskelig improvisationen bliver. De tre dommere ser opgivende ud, dernæst medlidende og til sidst modløse.
Så følger en åndedrætsøvelse. Stilheden oven på strømmen af rimelige indvendinger er til at tage og føle på. Så går hun i gang.
Det er en påfaldende ringe præstation hun leverer. De fire sprog fungerer fint. Men hvorfor går hun som en fugl? Timingen er vidunderlig. Men hvorfor bruger hun dommernes ejendele som rekvisitter? Å nej. Nu ringer hun til sin bank og træffer aftale om af et større finansielt eventyr, nemlig stiftelsen af en importvirksomhed for hårde hvidevarer.
Mia, du blev optaget. Tillykke.
»Tak!«
Takket være dit initiativ kan skuespillerskolen nu tjene penge i mange år ud i fremtiden på hårde hvidevarer. Din nye rektor, som jeg netop har interviewet, siger at det er utroligt hver gang en improvisation gør dette.
»Det er illokutionært.«
Ja. Det er faktisk mere end det. Det er perlokutionært.
