Home Non-categorized “Hvis Jane Campion havde sendt manusset til filosofisk censur hos mig havde...

“Hvis Jane Campion havde sendt manusset til filosofisk censur hos mig havde jeg afsløret hende for hende selv. Det ville selvfølgelig ikke have påvirket hende det mindste”

103

Jeg synes at Jane Campion har en lille og ufri personlighed. Det sker lidt for ofte at kvindelige filmskabere som ikke har så meget at have det i rent kunstnerisk griber om sig efter udstyr, i filmen The Power of the Dog stiller Benedict Cumberbatch sig til rådighed for hendes effektjageri, og mængden af unuancerede, men overlagt kønnede, altså momomant kønskampsbevidste, mandeportrætter når i denne film op på tre. Den unge, gammelkloge, kolde bøsse, den ældre tilbagestående klumpedumpe og psykopaten der ødelægger alt omkring sig. Jeg vil rutinemæssigt og godmodigt hævde at filmen er en meditation over mandekønnet som er grebet ud af tidsåndens negative mandesyn. Damen i filmen har et klaver med ligesom i Jane Campions første film og det er anstrengende at hun tror kvinder er så uskyldige at klaveret er kvinders evige ven. Filmen er skabt i en ussel tid af en naiv sjæl som grundlæggende er af den antipsykiatriske indstilling. Ord kan ikke flytte noget. Ord kan ikke nuancere. Ord kan ikke flytte verdener. Jo, det kan de skam godt, lytning findes, Jane Campion, og du har med din kvindewestern lavet en masse ufred i de små hjem rundt om i verden. Der er hos dig ingen som helst følsomhed i forhold til at vi mænd og alt mandigt er forfølgelsesobjekt nummer ét i vor tid. Vi er en forfulgt race, ja, og vi vil have film som elsker mænd på lige fod med kvinder ved at fremstille nuancer, håb og kærlighed. Jeg tror ikke det falder så forfærdelig mange ind at Jane Campion er ond. Hun er ikke en auteur for adressen på kuverten burde være hendes nærmeste. Det er tydeligt at hun ikke har haft modet til at aflevere ordene til de rette og derfor er filmen en pinlig overspringshandling som vidner om at hun i hvert fald ikke kommer fra en af de slags hjem hvor vejen er banet for ærlighed. Jeg ser det pseudooriginale greb med at henlægge dette trivielle og meget lidt originale plot til Montana 1925 som en manøvre der intet har med stil at gøre. Kvinder kan være så kolossalt onde. De vil som regel hellere have deres identitet i fred end at forsøge at forstå deres nærmeste såfremt deres nærmeste er mænd. En kvindes ære. Det er jo ikke ære det handler om. Det er at kvinder ikke er klare for dem selv uden deres mænd. At det modsatte også gælder er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, men det er jo på en helt anden måde. Jeg kan ikke sidde her og repetere måder. Kvinder og mænd er forskellige væsener på planeten jorden. Fuldstændig. The Power of the Dog’s onde budskab er at mænd og kvinder klarer sig bedst hver især. Derfor vil filmen ramme børnenes håb derude i verden. Det håb som så gerne ser at Mors og Fars øjne stråler hjerteligt af kærlighed og af fred. Hvis Jane Campion havde været skolelærer i stedet for filminstruktør tror jeg hun var blevet afsløret. Hvis Jane Campion havde sendt manusset til filosofisk censur hos mig havde jeg afsløret hende for hende selv. Det ville selvfølgelig ikke have påvirket hende det mindste. Det tror jeg heller ikke var meningen, det tror jeg slet ikke hun er gearet til. Hun hører hjemme i blitzlysene foran reklamer med Vogue ved siden af mænd der giver sig ud for at være prinser.

Nul stjerner. Væk. Videre. Næste!

Previous articleStol først og fremmest på din godmodighed, når du, rutinemæssigt, udlægger dagens tre unuancerede mandefremstillinger (tophistorier!) i medierne
Next articleBemærkning om Michel H
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.