“To ting undrer mig meget ved verden: At beskyldninger falder tilbage på dem der fremsætter dem. At folk der gerne vil være stjerner og medlem af det gode selskab som regel opnår netop både det ene og det andet.”
“Kan du nævne nogle ‘ting’, som du så flot kalder det, der undrer dig lidt mindre end disse beundringsværdigt forunderlige ‘ting’ som tænkeligt, fornemmer vi, risikerer at blæse os bagover af undren.”
“Jeg vil hellere indbyde jer til at beslutte om I vil studse eller dvæle ved mine visdomsord, for jeg kan ikke lige komme i tanker om noget der optager mit sind overhovedet foruden disse etiske tunge og værdifulde og for mig meget personlige ting. Jeg kalder det bare for ting.”
“Det er pænt af dig at bruge et så eksistentielt ladet og samtidig lidt all-round-agtigt og meget beskedent ord som ‘ting’, for ikke alene letter det kommunikationen i betragtelig grad, det samler os også i et ret underligt fællesskab som lykkeligvis er både uofficielt og uforpligtende, man tager selv brød med, så at sige. Det er flotte ‘sager’, hvis vi må være så frie at kalde dine ‘ting’ det, du drager frem. Vi vil frivilligt tage imod din invitation og i den forbindelse tilbyde både at dvæle og studse som en form for gave fordi du bruger ordet ‘ting’. Vi har altså kollektivt valgt at give dig en belønning i form af en formidlingspris som vi vil motivere med ordene: ‘kluk kluk kluk’.”
“I klukker?”
“Af begejstring.”
“Men hvad er et kollektivt valg?”
“Det er et fakkeltog, Morten.”
“Jeg bliver helt rørt. Jeg får tårer i øjnene. Tusind tak.”
“Du har lagt to paradokser ved tilværelsen på bordet uden at ryste på hånden.”
“Jeg har formidlet det så godt jeg selv synes jeg formåede.”
“Lad os bare sige at du har snedkereret noget utroligt rent intellektuelt.”
