Home Non-categorized Mærkeligste bog længe: Cornwall, Forvandlingen

Mærkeligste bog længe: Cornwall, Forvandlingen

1140

Bogen handler om arkitekt Kvissop der kortvarigt, sammenlagt et halvt sekund, bliver forvandlet til en høtyv i Cornwall. Derefter drager han, med tre blå similifrugter på hovedet og som direkte konsekvens af oplevelsen som han tager som en anledning til at improvisere lidt med livet, til Beirut på jagt efter den bil fuld af penge som hans tre venner Ib, Ib og Christiansen har parkeret dybt inde i en forladt cedertræskov. Pengene er en 200 år gammel lotterigevinst som den første Ibs oldefar på grund af en fejltagelse, han forvekslede i sin tid lodsedlen med sin kone Kirsten, aldrig fik indløst. Sedlen har klæbet til familiens overtøj i fire generationer og opdages ved et tilfælde mens Kvissos tre venner bader fødderne i en omvendt paraply fyldt med granatæblesaft. Derefter ruller en enorm knap ind foran handlingen og dækker hovedpersonerne indtil de kysser den til aske hvorefter det forrygende kapitel to kan begynde. Kapitlet har cirkuleret blandt farmere i Nebraska og siderne er derfor lidt slidte men jeg fik det ud af det at de fire venner ved dets slutning genforenes i den libanesiske hovedstad og “danser fjollet igennem byen”. I kapitel tre er vi tilbage ved det føromtalte skrivebord hvor den allerede nævnte Lotte er gerådet i konflikt med østvæggen i hendes soveværelse. Væggen lytter tålmodigt og kærligt til Lottes bebrejdelser, indre udfordringer, indre problemer, indre besværligheder, hendes fantasier, drømme, forhåbninger, ønsker, økonomiske fordringer, genstandsløse angstoplevelser, vrissenhed, humørsvingninger og gamle viser. Ved slutningen af dette kapitel hører man en klapsalve efterfulgt en mikrofon der feed-backer akkompagneret af strygere. Det er Charles Dickens der er kommet hjem. Netop som hoveddøren åbnes går han udenfor igen og gemmer sig bag garagen.

Previous articleI læsere: ”Vi er lige blevet inviteret til en middag med en masse interessante mennesker af en rigmand med hjertet på rette sted og nu ved vi ikke om vi skal opføre os samlet.”
Next articleI læsere: ”Hvad skal vi sidde og tænke lidt over rent kognitivt, stille og roligt og helt alene?”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)