Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham. Det var deres egen måde at få ham til at åbne op, løsne tankerne en lille smule. Bort fra angsten. Altid bort fra angsten.
“Jeg ved godt, jeg er blevet hjulpet meget af de usynlige hænder.”
Han kunne ikke sige mere.
Derpå begyndte hendes foredrag.
“I mænd der både er kristne, naive, enfoldige og dominerende kan være så voldsomme når I ikke får ømhed, ja, lad os bare kalde det sex. Så forekommer kvinder håbløse og nådesløse. Det er vi ikke. Slet ikke.”
Hans forpinthed fortog sig og han drejede hovedet og så ud af køkkenvinduet hvor en bil gled forbi.
Han blev kæk.
“Vent. Du bliver kæk.” Sagde hendes kropssprog. Eller sagde en fornemmelse inde i ham. Hun var ikke færdig med det hun gerne ville sige.
“Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.”
“Jeg er så bange for døden.” Sagde han.
“Kom. Lad os gå en tur.”
De kom i tøjet og åbnede døren. Udenfor strakte augusts stubmarker sig ned mod kystlinjen. En måge skreg.
“Jeg har læst lidt videre i Sartor Resartus.” Sagde han.
“Hvad handler den om?”
“Tøjets filosofi.”
“Har du ingen penge?”
“Nej.”
“Overblik over dit liv?”
“Bogen handler om tøjets filosofi. Den handler med andre ord ikke om noget. Men den er vidunderlig. Læg mærke til at vidunderlig har et betydningsindhold på hele 18 procent. Tøhø. Nej. Jeg har ikke overblik over mit liv. Forleden mediterede jeg. Jeg tænkte over ordet proportioner.”
“Hvad fandt du ud af?”
“I’ve been studying the art of love. I think it’ll fit me like a glove.”
“Dylan.”
“Selvfølgelig.”
“Jeg fandt ud af at jeg ikke har proportioner i de ting jeg foretager mig. Heller ikke i måden jeg føler og interagerer med andre mennesker.”
“Din natur er sort, forvrænget, kæk.”
“Ser du mig ikke som mystisk længere? Ser du mig ikke som din helt længere?”
“Lidt. Forsvindende lidt.”
“Lidt er nok.”
De kom forbi det røde hus ved stranden. Hoveddøren stod åben. Iben trådte frem, mens han blev stående ved stakittet.
“Hallo? Er her nogen?”
En kvinde på cirka 60 trådte frem i døren. Forvirret. Hun satte en kurv med vasketøj ned bag ved sig, tørrede hænderne i forklædet og trykkede Iben i hånden.
“Jeg er den fremmede kvinde ved vandet.”
Mads blev straks opmærksom og smilede for sig selv. Den sære vittighed. En søster i ånden. Forvirringen og den ukvindelige ligefremhed.
“Magda.”
Et tåbeligt navn. Havde hun en mand?
En ranglet mand omkring de 50 trådte frem bag Magda.
“Jeg er den fremmede mand ved vandet. Torben.”
De fire mennesker udvekslede håndtryk.
“Kommer I til vores fjollede indflytningsfest?” Spurgte Magda.
“Nej. Vi kommer ikke til jeres fjollede indflytningsfest.”
Iben havde aldrig hørt Mads tale sådan før.
