Vi mærker det lige med det samme. Kært barn har mange navne. Der er blevet sagt noget vrøvl og nu skal vi finde en ny måde at meddele, at det hverken var specielt præcist eller klogt. Vi vipper desperat med foden eller skyder overkroppen frem i et ryk der distraherer.
”Vi taber næsten pusten af at variere sætningen. Men vi taber ikke pusten ved at konstatere at en savlende gnier på et alderdomshjem er mere tilfreds og lykkelig end vi selv er.”
Hvad hævlen mener du?
