I de senere år er antallet af folk der vil af med samfundet og leve i “en form for stamme med meget uklare kønsroller” stagneret, det ligger i år på nul ligesom i de fem foregående år.
“Jeg synes det er overrart,” udtaler Køtter Harpiks, intet, foruden indehaveren af et liv og kærlighed rettet mod ham selv og kærlighed til cirka de samme personer og forskellige ting uden ret megen affektionsværdi og en personlighed som beundres og beskydes, ignoreres og lyttes til i omtrent samme udstrækning.
Jo, men er det ikke undvigende at kalde tilstanden eller situationen, hvis man kan kalde den det, når den ikke handler om nogen personer, for overrar?
“Tilstanden er skam en tilstand på trods af det, for mig at se, overrare sagsforhold, at ingen personer indgår i mængden af folk der gerne ville leve på den angivne måde. At folk ikke har et næb der ikke kan lukkes op er også en tilstand.”
Der er mange filosoffer jeg egentlig gerne så var udstyret med et sådant næb. Blandt andre os to.
“Vi skulle vel have et næb hver?”
Lige næb-op!
“Haha! Du sagde næb-op i stedet for netop!”
Næb-lig!
“Hihihi! Du sagde næb-lig i stedet for nemlig!”
Hvis man bor i en lille landsby lever man vel på den måde vi startede med at tale om. Personer i en stamme. Langsomt lærer man hinanden bedre at kende. En social dynamik.
“Afgjort, afgjort!”
Hvorfor sidder du sådan med fingeren?
“Aner det ikke.”
Du aer bordet med fingerspidsen dit tossehoved!
“Jeg arbejder. Min finger arbejder.”
Hvis du kalder det der et arbejde så vil jeg egentlig pisse gerne tale med din finger.
“Min finger har bemyndiget min mund til at tale.”
De ting du siger er i virkeligheden dikterede af din finger?
“Somme tider. Kan hænde. Muligvis.”
Hvad laver du nu med tæerne?
“Vi leger vi spiser græskarmos.”
Jeg vil egentlig bare gerne tale med din hjerne.
“Ok. Min hjerne taler nu. 1-2-3! Kan du høre mig?”
Du går helt fint igennem. Fortsæt…
“Øh. Hej.”
Hej.
