Home Non-categorized Inge-Marie Tøtter: “Hvis nu Jarl af Basten skal til at tale om...

Inge-Marie Tøtter: “Hvis nu Jarl af Basten skal til at tale om sine følelser, skal der noget helt særligt til”

990

Hvis nu Jarl af Basten skal til at tale om sine følelser, skal der noget helt særligt til.

Inge-Marie, det er jo Cambridge du går rundt i.

Cambridge? Hvor?

Her! Du går selvfølgelig rundt i Cambridge, fordi du taler med mig. Kom! Vi går hen til D1.

Hvad er det for Erasmus Montanus manérer du har tillagt dig?

[D1. Torsdag. Trinity College. Cambridge. Storbrittannien.]

Her virker lidt tomt. Jeg er sulten.

Ja, jeg er ikke Jesus, så du må ikke få min madpakke, da!

Er der ikke en kantine her? Så kan du fortælle mig om lidt om D1. Her er støvet.

Kantinerne på disse kanter er fulde af sladder og meget dygtige mennesker. Det er en lidt kedelig kombi for sådan en morlille som dig. Hihi.

Haha. Høhø! Jeg spiser en banan. Jeg kan se der er et smukt træ her hvor jeg kan spise den, hvis jeg kravler op på denne gren.

Et træ? Der er ingen træer her i D1.

Der er selvfølgelig træer i D1, fordi du taler med mig.

Jamen så godt ord igen da. Hahaha. Sidder du godt i træet?

Ja.

Det var godt. Mens Wittgenstein gik rundt i dette her lokale var der noget der hed Moral Sciences Club.

Ja.

Her var helt fyldt op med mennesker i 1940’erne. Han ville nok have stoppet op ved det udsagn “Han er ikke god til at tale om sine følelser”.

Stoppet op? Netop! Jeg forstår akkurat hvad du mener med “stoppet op” fordi du før har fortalt mig om Wittgenstein. Han ville have sanset med sin sprogsans at der er noget filosofisk rod, som vi må have bugt med.

Så langt har du forstået Wittgenstein korrekt. Ja! Netop! Og nu må vi to få bugt med det rod, for Wittgenstein er her ikke længere. Der er én-og-kun-én måde at gøre det på. Vi må rydde op. Hvorfor kaster du med hasselnødder?

De er gode. Prøv!

Har du medbragt den nøddeknækker?

Ja.

Hvorfor har du en nøddeknækker med?

Jeg troede filosofi drejede sig om at knække meningsløse nødder, så jeg tog en nøddeknækker med.

Hæhæ. Den ligger godt i hånden. Det er en smuk nøddeknækker i hvert fald.

Mja. Nej. Jeg mener det ikke så slemt. Fortsæt!

Wittgenstein ville måske have startet sin filosofiske undersøgelse med at sammenligne to udsagn der handler om det samme. A: “Han er ikke god til at tale om følelser” og B: “Han svarer ikke rigtig, når man spørger ham, hvordan han har det”. Begge udsagn drejer sig om en egenskab der er grundlæggende for såvel nær menneskelig, bilateral kontakt og udfoldelse af empati, støtte og gensidig respekt. Kærlighed mellem mennesker.

Ja.

Men du. Jeg tror vi har forstået noget. På en eller anden måde har undersøgelsen løst sig selv.

Det er også min fornemmelse.

Lad os tage et øjebliks stilhed.

Previous articleHåkoniseringen af danske herregårde hård for halmen
Next articleHvorfor neurale netværk ikke må blive smukkere og mere intelligente end vore dages politikere
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)