Kære The Other Newspaper,
Forleden sad jeg nede på min helt egen mole, det er ikke for at prale og eftersom jeg intet andet ejer i den, efter sigende, store vide verden er det snarere udtryk for det der i min slægt kaldes bizar beskedenhed, jeg købte den for en slik, 20 meter for 820 kroner inklusiv en spand maling til plankerne, som jeg i stedet anvendte ved stiftelsen af en indbringende plakatvirksomhed uden skranke eller sølvbæger til at putte drikkepenge i. Det var således et andet menneskes stol jeg sad i, en venlig rad ved navn Kamma, som også havde lånt mig mit overordentligt, til lejligheden, passende tøj der bestod af to ostemadder. Jeg kiggede ud over det endeløse hav, mågerne skreg, vandet glitrede og jeg tænkte over livet, dets gådefuldhed og dets gave, da jeg pludselig fik øje på en flaskepost. Jeg tænkte at det ikke vedkom mig. Jeg mener: At jeg ikke var i modtagersegmentet for den slags enten direkte pjattede, barnligt eventyrlige, længselsfuldt drømmende, militærisk befalende, ømskindet krølbagede eller flapvist bedagede meddelelser. Jeg slog en prut på min medbragte bog som lå under mit flettede nylonsæde for derved at tilkendegive min ligegladhed i forhold til flaskens indhold og videre skæbne. Det var, i øvrigt, Dissing Wøhlerts fremragende Mahler-biografi. Å. Sådan at hengive sig til en rigtig forfatter der hverken har en plims selvtillid eller humor. Da flasken ikke lod til at tage notits af min venlige afvisning men vedblev at vugge i bølgerne skjulte jeg mig bag bogen sammen med en yderst lækker blondine. Vi bollede i en halv time, fik orgasme samtidig og dette bragte mig i et nysgerrigt humør hvor jeg greb flasken, hev proppen af med et højlydt tup, hvorefter jeg læste den kortfattede meddelelse som indholdt to, på hver deres måde, kontroversielle anvendelser af lydordet bonk. Listen er gengivet nedenfor til almindelig nydelse.
Med venlig hilsen
Ruben Erda
Bonk: Kastanje, der rammer stortromme (Korrekt)
Bonk: Badmintonketcher, der træffer badmintonbold (Svip?)
