Tok Dreyer var beskæftiget med at smugle vanskelige realiteter ind i sit sind.
I virkeligheden bliver man ganske nervøs af at smugle. Ja, jeg kendte således engang en mand, Vap Lyrtson, der senere, længe efter vores bekendtskab, blev opdaget mens han efterlignede en mand der i antikken havde smuglet hindbærfastelavnsboller ind i byen Troja i Anatolien ved hjælp af en rulle garn og en kurv af de dejligste siv jeg længe har hørt om. Vap Lyrtson trak og trak uden for byen Fjantehede og hans nervøsitet skyldtes at han blev opdaget af et helt fodboldhold af gode danskere uden marv. Ikke venneemner, men trods alt danskere. Fodboldspillerne havde ligget skjult på lilla puder bag et fredeligt kor bestående af uhyggelige skeletter hvor over der hang et tilsvarende antal dun som var blevet dyppet i safran.
Men nervøsitet er bare nervøsitet og det forsøgte min fortællings Tok Dreyer at forklare sin ven Ramses Kælenerve, der var endnu mere nervøs fordi en båd af frossen lagkagecreme var på vej ind i hans mund mens de to venner sad på bænken i Guldtofte og forsøgte at få deres tredje ven, Mogens Pålbyg, til at stoppe sit elendige banjospil ved simpelthen at nive ham.
Kælenerve prøvede derefter at overdøve Pålbyg med sang, som så ofte før, og derfor kunne Dreyer kratte sit kratfri frimærke uforstyrret og høre radio i de medbragte høretelefoner. Udsendelsen blev imidlertid afbrudt af en venlig kvindelig journalist der løst skitserede opskriften på hårdkogte æg og indholdet af den samtale om lange kvindeben de tre venner skulle have efter indtagelsen af tre lækre madpakker.
